USA

Fejrede sig selv, et gammelt venskab og USA

REBILD:Når man har 50-års fødselsdag 4. juli, kommer fra Nibe og kender hovedtaleren, Ole Henriksen, hvad er så bedre, end en tur til Rebildfesten? Det var da også lige, hvad Bente Hjorth, der nu bor i Ikast, gjorde. Sammen med familien blev den runde dag fejret i bakkerne, hvor der var mulighed for at møde en gammel bekendt. - Jeg har gået i skole og på danseskole med Ole Henriksen dengang, vi var unge, og jeg har aldrig haft mulighed for at komme til Rebildfest, fordi jeg har fødselsdag. Jeg har endda tidligere fejret 4. juli i USA, så nu synes jeg, det var en god anledning for at komme hertil, siger Bente Hjorth der blev meget fascineret over, hvor meget amerikanerne gik op i nationaldagen, da hun var på besøg i staterne. - Det er en festdag. Der er nu også noget højtideligt ved standerhejsningen, siger hun Bente Hjorth var da også ekstra opmærksom, da Ole Henriksen gik på talerstolen. Omgivet af dannebrogsflag og det amerikanske flag kunne hun sidde og nyde sin fødselsdag til ordene fra en gammel ven og til tonerne af god underholdning. - Jeg synes, at programmet er godt. Det passer perfekt til os, fordi det er så alsidig. Det er bare dejligt at sidde her, og som nu lytte til Etta Cameron synge, siger Bente Hjorth der overhovedet ikke var påvirket af vejret.