Fejrer tilfangetagelse med medisterpølse og rødvin

I den danske lejr i Al-qurnah 70 kilometer nord for Basra blev Saddam Husseins tilfangetagelse fejret med medisterpølse og et glas rødvin i dagens anledning. - Vi har normalt totalt alkoholforbud. Jeg har gjort en undtagelse juleaften, hvor hver må få et glas rødvin, og nytårsaften hvor vi skænker et glas champagne til hver. Men efter nyheden med Saddam Hussein har jeg besluttet, at der også i aften skænkes et glas rødvin til medisterpølsen, som menuen står på, siger oberst Henrik Friis søndag aften til Ritzau. Meddelelsen om anholdelsen søndag morgen skabte jubel blandt folkene i den danske lejr. Kaptajn Kim Vibe Michelsen hørte om det kl. 09.48 dansk tid. - Og først troede vi ikke rigtig på det, men så blev meldingerne ved, og det er klart, at det skabte en løftet stemning. At fange Saddam Hussein er jo et af målene med vores mission. Så man kan sige, at et af målene er nået nu, siger han. Om tilfangetagelsen af Iraks diktator betyder, at terrorhandlingerne i landet stilner af, er meget vanskeligt at vurdere, påpeger de danske militærfolk. - Vi ved jo ikke, om Saddam har været med til at styre terrorhandlingerne. Personligt eller med penge. Hvis han har, så er det klart, at bevægelsen er sprængt. Men nogen kan jo tage over, siger Kim Vibe Michelsen. Oberst Henrik Friis vurderer tilfangetagelsen som positiv i forhold til sikkerhedssituationen. - I det sydlige Irak, hvor vi befinder os, forventer vi, at de sidste rester af uroligheder forsvinder. Kim Vibe Michelsen mener heller ikke, at der kan være tvivl om, at der er tale om et moralsk stød til de terrorister, der sprænger bomber - og et moralsk signal til flere NGO-organisationer om, at de igen kan bevæge sig ind i Irak. - På den måde kan man sige, at det i hvert fald er af stor symbolsk værdi, siger han. /ritzau/