Trafikulykker

Fem ambulancer til ulykke i Aabybro

Ifølge politiet overtrådte en bilist sin vigepligt. Opdateret kl. 07.54.

To biler var involveret i ulykken på centralgårdsvej i Aabybro. Foto: Martin Damgård

To biler var involveret i ulykken på centralgårdsvej i Aabybro. Foto: Martin Damgård

Falck sendte lørdag eftermiddag fem ambulancer til en trafikulykke på Centralgårdsvej i Aabybro. Ulykken skete omkring kl. 15.45, og to biler var indblandet. Føreren af den ene bil overholdt ikke sin vigepligt og kørte ud foran en anden bilist, der kom kørende ad Centralgårdsvej. Sidstnævnte forsøgte at undvige, men kunne ikke undgå at køre ind i siden af den anden bil. I alt fire personer kom tilskade ved ulykken og blev kørt på sygehuset, men ingen af dem blev alvorligt kvæstede. Hundepatrulje ledte efter bilist Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jan Stagsted, blev en hundepatrulje sendt til området for at lede efter den person, der ikke overholdt sin vigepligt umiddelbart før ulykken. For vedkommende forlod stedet efter ulykken. Det lykkedes dog ikke for hundepatruljen at finde manden. Vagtchefen oplyser, at politiet har været i kontakt med bilistens forældre, og politiet vil naturligvis gerne høre fra bilisten. Søndag morgen oplyser vagtchef Søren Peitersen, at politiet ved, hvem manden er, og at han vil blive kontaktet af politiet.