Tyverier

Fem anholdt ved indbrud

Fire drenge og en voksen anholdt ved indbrud i Hals sent lørdag aften. Opdateret kl. 11.35

Politiet anholdt lørdag aften en flok bestående af en 41-årig mand og fire drenge på 16-17 år. De blev anholdt kort efter kl. 22, efter de var brudt ind i et hus i Hals. Tidlig lørdag morgen, omkring kl. 07.15, havde der været indbrud i samme hus, hvor tyve stjal ca. 120 flasker vin. Det fik naboerne til at holde ekstra godt øje med huset, og sent lørdag aften var der bid. I alt fem - heriblandt de fire drenge - var på stedet og den 41-årige var begyndt at fjerne værdier fra huset. Men politiet blev tilkaldt og fik anholdt dem alle. Fire af de anholdte er fra lokalområdet, den femte er fra Aalborg Øst. Alle blev løsladt efter afhøring, da politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet. Dog vil politiet kontakte de sociale myndigheder vedrørende drengene. Politiet formoder, at den 41-årige også stod bag indbruddet tidlig lørdag morgen. Og at han så vendte tilbage for at stjæle endnu mere fra huset. De fire drenge var kørt med den 41-årige til huset, men senere efterforskning har vist, at de ikke havde noget med tyveriet at gøre.