Fem butikker knaldet i kontrol

Over halvdelen af de kontrollerede forretninger solgte ulovlige varer

Der var ulov­li­ge øl og so­da­vand sva­ren­de til 4000 då­ser i fire af de otte ki­os­ker, som Skat­te­cen­ter Aal­borg kon­trol­le­re­de ons­dag. Foto: Mar­tin Dam­gaard

Der var ulov­li­ge øl og so­da­vand sva­ren­de til 4000 då­ser i fire af de otte ki­os­ker, som Skat­te­cen­ter Aal­borg kon­trol­le­re­de ons­dag. Foto: Mar­tin Dam­gaard

AALBORG:Skattecenter Aalborg gennemførte onsdag en kontrolaktion mod otte detailforretninger i Aalborgområdet, der handler med øl og mineralvand. Der er tale om små forretninger og gadehjørnekiosker. Der var problemer i fem af de otte kiosker, fortæller Leif Thomsen, der er fagchef ved Skattecenter Aalborg. - Umiddelbart er det jo nedslående, men vi har denne gang forsøgt at gå efter de samme, for vi vidste, at det var betændt. Det var dog lykkeligt, at tingene var i orden hos to, hvor der tidligere har været problemer, siger Leif Thomsen. Hovedformålet var at tjekke, om der var korrekt pantmærkning af engangsemballage. Og i fire forretninger blev der beslaglagt øl og mineralvand svarende til omkring 4000 dåser uden pantmærkning. Det betyder en bøde på minimum 5000 kroner til ejeren, som kan få varerne tilbage, hvis de bliver forsynet med korrekte pantmærker. I tre af detailforretningerne blev der desuden konstateret overtrædelse af punktafgiftsreglerne vedrørende øl, mineralvand, spiritus, tobak og chokolade. I disse tilfælde kan ejerne også regne med en minimumsbøde på 5000 kroner. Forretningerne er udvalgt efter tre kriterier. Enten har Skattecenter Aalborg selv lavet nogle observationer, ellers er de blevet anmeldt, mens andre er tidligere problembørn. Smækket dør og flugt Og ejerne reagerer på forskellig vis på besøget. - Nogen har prøvet det før og siger ikke så meget. Mange af dem bliver forundrede over, at vi dukker op, men de ved jo godt, at det er galt. Så er der dem, der kan finde på at smække døren i og låse døren for næsen af os, fortæller Leif Thomsen. Der var et enkelt tilfælde i sidstnævnte kategori under onsdagens kontrolaktion. - Og vi går ikke ind ad låste døre, men så kommer vi igen på et andet tidspunkt med myndigheder, der kan bruge andre metoder, siger Leif Thomsen. Dem med rent mel i posen er som regel rolige under besøget, mens dem med sort samvittighed flakser lidt. I en af forretningerne flaksede ejeren lidt ekstra onsdag. - Han tillod sig at råbe et eller andet på udenlandsk, og pludselig var der syv af personerne i forretningen, der smuttede væk. Det var sandsynligvis nogen, der ikke var ansat på hel legal vis, siger Leif Thomsen. Det begynder Skattecenter Aalborg dog bare at bore i på andre måder.