EMNER

Fem-dages fest

Som noget nyt var der i år disko for børn i Rørbæk

RØRBÆK:- Er du sur og trist, så klap i hænderne! Sådan drønede det ud af de store diskohøjtalere i teltet fredag eftermiddag på Rørbæk Stadion, og der blev klappet med. Men der var nu ingen sure og triste miner i Rørbæk, hvor der lige nu er byfest - og den varer i ikke mindre end fem dage. Det er idrætsforeningen, som står for byfesten, og som noget nyt har de i år inviteret til børnediskotek. Med gratis farvestrålende børnedrinks. Omkring 40 børn hang omkring i og uden for teltet og efterhånden kom de da også mere og mere ud på dansegulvet. Særligt tidens hotte navne som Nik & Jay kunne trække i fødderne, men ikke så meget som, da der blev kastet gratis tyggegummi-poser ud på gulvet. Så var der fyldt. - Vi syntes, at det skulle være et arrangement, hvor alle kunne være med. Derfor er der gratis børnedrinks og frugtspyd til alle, ligesom der er gratis entré, fortæller Ulla Mølgaard, som sidder i idrætsforeningens bestyrelse og er blandt de syv bestyrelsesmedlemmer, som siden onsdag har haft travlt med byfestlighederne. Byfesten i Rørbæk begyndte nemlig onsdag aften med gavespil, og her kom 150 mennesker. Dagen efter var der underholdning ved pensionistorkestret om eftermiddagen og øl-smagning for kvinder om aftenen. - Da var her 30 kvinder, og samtidig var der også trekamp for par, og her var 12 par tilmeldt. Dertil kom alle tilskuerne, fortæller Ulla Mølgaard. Hun tager også imod bestillinger på mad til lørdag aften, hvor der er teltbal for de voksne, og selv om fristen for tilmelding er overskredet, så bliver der alligevel plads til at klemme et par sidste-øjebliks bestillinger ind. - Nu er der omkring 100 til spisning lørdag aften, siger hun, mens de sidste to navne bliver noteret ned, og bestillingen givet videre. Et af højdepunkterne i byfesten er også det vognoptog, som finder sted søndag eftermiddag. - Det er en fast tradition, og den har i hvert fald været med i 6-7 år, fortæller Ulla Mølgaard. Rundt i teltet og i boderne udenfor er der masser af folk i gang - byfesten klares nemlig ikke af idrætsforeningens bestyrelse alene, men med god hjælp fra mange frivillige. En rigtig byfest for alle, og med hjælp fra så godt som alle.