Børnepasning

Fem dagplejere fyret

Færre børn efter udvidelse af vuggestuen

Fem dagplejere har fået en fyreseddel i Brønderslev. - Vi har været nødsaget til det. Vi har fået lidt færre børn samtidig med at vi udvider vuggestuen, siger dagplejeleder Jonna Østenkær. Vuggestuen Himmelblå er ved at blive udvidet fra 35 til 65 børn. Den nye afdeling af vuggestuen står klar til nytår, og så bliver der brug for færre dagplejere i byen. - For tre år siden havde vi et babyboom, hvor vi måtte ansætte nye dagplejere. Vi skal hele tiden se på, om antallet af dagplejere passer med antallet af børn, og fra nytår og frem til foråret kan vi se, at vi får for mange ledige pladser, fortæller Jonna Østenkær. Den officielle befolkningsprognose forudsiger et ganske svagt stigende antal småbørn frem til 2020. - Vi lever højt på at vi har mange tilflyttere i kommunen, men lige nu er der måske ikke så mange unge familier som der har været, siger Jonna Østenkær. Der er ikke nogen klar tendens i hvilken form for pasningstilbud forældrene ønsker til de mindste børn. - I vuggestuen er der ingen gæstepleje, og det får nogle forældre til at foretrække vuggestuen, men der er også forældre, der foretrækker vuggestuen af princip, ligesom der er forældre, der af princip foretrækker dagplejen. Det vigtige for forældrene er at de har frit valg, mener Jonna Østenkær. Hun kan se i nabokommunerne at opsigelse af dagplejere ofte fører til oprettelse af en privat dagpleje i stedet, men har kun hørt om at én af de fem fyrede dagplejere i Brønderslev planlægger at starte for sig selv.