Fem døgn efter brand: Pludselig blussede det op igen

For tredje gang har Nordjyllands Beredskab været kaldt til ildebrand på samme adresse

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

TAARS:Hele fem døgn efter, at Nordjyllands Beredskab i Hjørring senest havde været til ildebrand på Sæbyvej ved Taars i Vendsyssel, skete det utrolige:

Ilden blussede op igen.

- Det er helt ufatteligt. Det er dynger af savsmuld, der igen har antændt. Vi har igen prøvet at dække det ned med vand og skum, fortalte indsatsleder Thomas Dybro lørdag midt på eftermiddagen.

Her var det ikke kun anden gang men tredje gang, Nordjyllands Beredskab var på adressen med flere køretøjer og mandskab.

Ildebranden begyndte natten til mandag i denne uge, hvor en lade udbrændte totalt. Allerede mandag midt på dagen var ilden blusset op igen og måtte dæmpes med skum og vand.

Så skulle alt have været godt, men klokken 14.37 lørdag lød alarmen igen.

- Det er bare en lille glød, der har ligget og ulmet. Det fortæller noget om, hvor længe en glød kan overleve. Men det er sjældent, at vi skal ud til samme sted hele tre gange, konstaterer Thomas Dybro.

Der har været træpilleproduktion på stedet, og i dagene efter genopblusningen mandag har der været folk på adressen til at holde øje. Efter to-tre dage virkede alt til at være i skønneste orden.

- De har intet set. Men nu har vi lavet aftale om, at der igen bliver holdt øje. Og så ligger der en slange klar til at slukke med, hvis det bliver nødvendigt igen, siger indsatslederen.

Den tredje brand på Sæbyvej lørdag kom hurtigt under kontrol.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.