Fem dræbt da militærfly styrtede ned i USA

Jorden rystede, da militært transportfly styrtede ned uden for en lufthavn i Georgia, fortæller øjenvidne

Et amerikansk militærfly ligger i flammer mellem hovedvej 21 og Gulfstream Road i Savannah, Georgia. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
USA 2. maj 2018 21:21

USA: Et militært transportfly af typen C-130 Hercules er onsdag styrtet ned i nærheden af en lufthavn i Savannah i den amerikanske delstat Georgia. Det oplyser det amerikanske luftvåben.

Mindst fem er dræbt ved styrtet, og der var fem mennesker om bord, oplyser en talsperson for nationalgarden i Georgia til nyhedsbureauet AP.

Flyet tilhørte Puerto Ricos nationalgarde, tilføjer talspersonen, Desiree Bamba.

Transportflyet og dets besætning havde været på en træningstur og var på vej til Arizona, oplyser nationalgarden i Puerto Rico.

- Det var forfærdeligt, siger et øjenvidne, Denver Goodwin, der arbejder tæt på ulykkesstedet.

- Jorden rystede, som om en bombe eksploderede. Alle i bygningen gik i panik. Det var helt forfærdeligt, fortæller han til CNN.

Lokalavisen Savannah Morning News viser billeder af det brændende fly på hovedvej 21, der er afspærret. En ambulance holder ved siden af flyet, der sender en stor sky af tyk, sort røg op i luften.

Katastrofeberedskabet i Chatham County skriver på Twitter, at flyet styrtede ned tæt ved et vejkryds.

Styrtet skete omkring klokken 11.30 lokal tid (17.30 dansk tid).

En talskvinde for lufthavnen i Savannah bekræfter over for tv-stationen CNN, at redningsmandskab blev sendt til ulykkesstedet et par kilometer fra lufthavnen.

Selv om styrtet ikke skete på lufthavnens område, har det skabt forsinkelser for flere afgange.

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...