Fem dyster om pr-prisen

Alle har gjort en indsats for at oplyse om foreningen

BRØNDERSLEV:Fem personer dyster om pr-medarbejderprisen, der uddele spå søndag i forbindelse med kåring af Årets Sportsnavn. De fem kandidater er Jørn Damsgård fra BKB 83 Billard, Birgit Andersen fra Brønderslev Bowlingklub, Birgitte Mortensen fra Brønderslev Judoklub Kauri, Søren Martin Sørensen fra Brønderslev Svømmeklub samt Allan Vanggaard Knudsen fra BI-Fodbold. Jørn Damsgård har gennem hele 2004 trofast informeret om de mange flotte resultater fra billardklubben, både når det drejer sig om holdresultater, men også når mange af de dygtige billardspillere har været ude til individuelle konkurrencer i andre dele af landet. Birgit Andersen fra Brønderslev Bowlingklub er udover at være formand for de ældste af bowlingklubberne i Brønderslev, altid flink til at fortælle offentligheden omkring de præstationer, der leveres i klubben. På den måde får Brønderslev Bowlingklub en masse god og positiv omtale. Birgitte Mortensen fra Brønderslev Judoklub Kauri har med sit aktive pr-arbejde sørget for, at judoklubben igen er blevet kendt i Brønderslev og nærmeste omegn. Klubben har mange dygtige unge kæmpere, som synes det er sjovt at få deres resultater nævnt i medierne, og Birgitte Mortensen sørger for, at klubben bliver omtalt. Søren Martin Sørensen har gennem flere sæsoner arbejdet for at lave presseinformation, når der er flotte resultater fra Brønderslev Svømmeklub at berette om. Det har bidraget til, at svømmeklubben er blevet flittigt omtalt i medierne, og at de mange dygtige svømmere får den omtale, de fortjener, for deres indsats. Allan Vanggaard Knudsen har konsekvent informeret offentligheden om både sejre og nederlag i BI-Fodbolds succesrige drengeafdeling, som i denne sæson nåede langt i kampen om det jyske mesterskab i drengerækken.Takket være Allan Vanggaard Knudsens indsats er det nu alment kendt, at BI-Fodbold også i de yngre årgange har talentfulde spillere, som kan tage over, når de nuværende førsteholdsspillere trækker sig tilbage. Det er Esben Heine Pedersen og Peter Svendsen fra NORDJYSKE Stiftstidende, der sammen med Erik Amstrup og Torben Pedersen fra Lokalradioerne i Brønderslev stemmer uafhængigt af hinanden.