Fem er dræbt og 35 andre såret i en togulykke i Indien

Ulykken skete onsdag morgen på en togstation i delstaten Uttar Pradesh, da flere vogne blev afsporet.

Togulykke 10. oktober 2018 07:13 - Opdateret 10. oktober 2018 07:32

Mindst fem mennesker er døde og 35 andre såret i en togulykke i den indiske delstat Uttar Pradesh onsdag morgen.

Ulykken skete, da et passagertog delvist blev afsporet.

Det oplyser politichef Anand Kumar.

- Fem døde passagerer blev bragt til nærliggende hospitaler, siger han.

- Redningsarbejdere fra det nationale katastrofeberedskab og politiet er på stedet. De er i færd med at redde de passagerer, der er fanget i vognene.

Ulykken indtraf, da fem af togets vogne kørte af skinnerne på en togstation i Raebareli, der ligger 80 kilometer syd for delstatshovedstaden Lucknow.

Det skete kort efter klokken seks onsdag morgen lokal tid.

Lyntoget var på vej til Lucknow.

Årsagen til ulykken er endnu ukendt.

Togulykker er almindelige på Indiens jernbanenet, der er blandt de største i verden.

Flere end 25.000 mennesker er blevet dræbt i togulykker i Indien siden 2010, viser officielle tal.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...