Fem erfarne herrer danner ny kvintet

Den ældste i Skaw-kvintetten er fyldt 82 år, men den yngste er kun nået igennem de første 67 år

SKAGEN:Harmonika- og guitartoner strømmer ud fra Tage Mølles hus på Oddevej i Skagen, hvor Skaw-Kvintetten er rykket ind i den inderste stue for at øve sammen. Skaw-Kvintetten blev en realitet for et par måneder siden, og den har allerede med stor succes optrådt ved flere lejligheder, blandt andet ved det store harmonikatræf, i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Det er da også nogle erfarne herrer både ud i musikken og livet, der her har sat hinanden stævne. Ja, det vil sige, den ene af de fem er nu nærmest kun en "snothvalp". Det er Roland Byrdal, de andre drillende kalder sådan. Han er nemlig kun 67 år gammel, så han er næsten for ung til at være med endnu. Men de øvrige har da i hvert fald en vis erfaring at bygge på. Tage Møller, der spiller på basguitar og violin, er for eksempel 82 år. Både hans far og bedstefar var spillemænd. Selv begyndte han så småt at spille som syv-årig, og siden 1936 har han spillet så mange gange til forskellige fester, at han ikke engang tør gætte på, hvor mange det kan blive til i alt. Han spiller også i blandt andet Frelsens Hær og på det lokale egensmuseum. Han er med sine 82 år dog også kun en "snothvalp", hvis man sammenligner med alderen på den violin, som han spiller på. Den er nemlig bygget i Budapest i 1791. Selv har han haft den de seneste 15 år, og nu vil han aldrig af med den igen. Vi må vente lidt med at præsentere de øvrige, for nu skal vi høre en norsk polka, nærmere bestemt "Fagergalop", og når vi nu er i gang, skal vi da også have en slowfox, der nok bedst er kendt som: "Skagens solnedgang". Det er flot og festlig musik, der fylder stuen på Oddevej, og på bordet står der fire øl og en sodavand og venter på pausen, hvor der også skal være tid til at snakke om en festlig fortid, samtidig med at man sådan i al venskabelighed driller hinanden lidt. - Jeg har aldrig oplevet et skænderi i vores kvintet, for det er Tage Møller, der bestemmer det hele, fastslår unge Roland Byrdal med et skævt smil. Roland er ligesom Svend Christiansen også aktiv i Havskum, og han har ligesom de øvrige fire været aktiv i Seniorklubben, indtil den gik i opløsning for cirka et halvt år siden. 75-årige Svend Christiansen begyndte at spille som 12-årig, men da han blev omkring de 20, holdt han lige en lille pause på omkring 30 år. Nu er der ikke tid til flere pauser. Ud over i Skaw-kvintetten skal han for eksempel også spille i Viseklubben. 78-årige Laurits Larsen, der allerede begyndte at spille som dreng, er den eneste af de fem, der kan prale af at være født i Skagen. Flere af medlemmerne har kun boet i Skagen siden 1947, så de tæller jo ikke rigtigt med i denne sammenhæng. Laurits spiller også til gudstjenester og samvær i Baptistkirken. Knud Olesen har 73 års erfaring med livet, men han kom først i gang med at spille som 50-årig. Det har han så rådet bod på de seneste 23 år. Nu snakker de om at rykke ud i haven, når luften bliver lidt varmere. Så kan både turister og lokale nyde de glade toner fra den meget erfarne Skaw-kvintetten på Oddevej i Skagen.