Vold

Fem fængslet for mishandling med cigaret

KØBENHAVN:Tre piger på henholdsvis 16, 17 og 18 år blev lørdag varetægtsfængslet i 10 dage i en sag om grov vold i København mod en 19-årig kvinde. Dermed er i alt fem piger anholdt i sagen. Mishandlingen af kvinden fandt ifølge politiet sted over flere timer i den 18-åriges lejlighed. Her udsatte pigerne blandt andet deres offer for brændemærkning med en cigaret, slag og spark, ligesom de barberede hendes øjenbryn af og spyttede hende i munden. Motivet til mishandlingen kender politiet endnu ikke. Men den 19-årige kvinde blev angiveligt lokket op i den 18-åriges lejlighed under påskud af, at de to skulle bilægge et mellemværende./ritzau/