Fem forældre vil lære at regne

EMNER 8. september 2004 06:00

} GENOPFRISKNING: Måske er forældre i Hobro bare supergode til matematik, måske synes deres børn det er flovt at gå på kursus med "de gamle" - eller måske er der en helt tredje forklaring. Faktum er, at kun en håndfuld forældre har meldt sig til det kursus i forældrematematik, som VUC i Hobro arrangerer i samarbejde med Hobro Ungdomsskole. - Det er første gang, vi tilbyder sådan et kursus. Og selv om der kun er en håndfuld forældre, der har tilmeldt sig, holder vi fast i det. Men vi udsætter kursusstarten til onsdag i næste uge, så flere kan nå at komme med, siger afdelingsleder på VUC Hobro Preben Christensen. De fem forældre, der vil have genopfrisket deres viden om brøker, procenter og ligning med ubekendte, kommer formentlig til at sidde på skolebænken sammen med andre voksne, der tager matematik på 8.-10. klassesniveau på VUC. Oprindelig var tanken, at undervisningen skulle finde sted på Nordre Skole, og at kurset også fungerede som en slags lektiecafé. - Når voksne beskæftiger sig med noget, som de ikke har haft med at gøre i 20 år, så viser det sig faktisk, at deres glemte viden ret hurtigt dukker op igen. Det superpædagogiske ville jo have været, hvis forældrene gik på kursus med deres børn og sammen fik en god oplevelse, siger Preben Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...