Fem foreninger frem for et værft

Fem foreninger køber Frederikshavn Værft og Bedding og skaber nyt liv på havnen

FREDERIKSHAVN:Hvis Olsen Banden stadig havde eksisteret, ville det være den perfekte kulisse til deres næste film. Det oser af atmosfære og miljø på Frederikshavn Bedding. Træværket på de gamle skure skriger på maling - om det er GORI eller Flügger, er fløjtende ligegyldigt, bare maling. De gamle maskiner er dækket af et tykt lag støv og på ophalingspladsen står træskibet Nordlyset, som engang sejlede fragt mellem bygderne på Grønland. De to kæmpestore master fra Nordlyset ligger i værkstedet og venter på, at nogen vil tage sig kærligt af dem. Ventetiden er snart forbi. Fem foreninger har netop købt Frederikshavn Bedding, eller "Stigs Værft", som det hedder i daglig tale på havnen. Værftets seneste ejer, Stig Davidsen, har solgt til Maritim Historisk Forening, en sammenslutning af Værfts Historisk Selskab, Bangsbo Museet, Frederikshavn Dykkerklub, FDF Søkredsen Frederikshavn og W. Klitgaard. - For os er det en lykkelig dag, siger Ib Bjørn Poulsen, der selv er gammel værftsarbejder og formand for værftets nye ejere. - En del af visionen i Værftshistorisk Selskab er at værne om værftets historie og tilblivelse. Her får vi mulighed for at boltre os. I Aktivhuset i Jyllandsgade er tidligere værftsarbejdere for øjeblikket ved at renovere "Gnisten", en gammel lodsbåd, som selvfølgelig skal på bedding på værftet. En halv mio. fra JL Købet af Frederikshavn Bedding er først og fremmest lykkedes, fordi JL Fonden støtter med en donation på en halv million kroner. - Det resterende beløb skal vi selv skaffe, men vi har tilsagn fra flere sider og ligger ikke vågne om natten af den grund, siger museumsinspektør Hans Munk Pedersen. For Bangsbo Museet er købet af den gamle bedding også lidt af en drøm. - Havnen og værftsmiljøet er en vigtig del af Frederikshavns historie, et miljø, vi skal bevare. Her kan vi arbejde med de bevaringsværdige træskibe og vise noget af det liv, der har været omkring dem. Samtidig får vi muligheden for at bevare kendskabet til håndværket. Værftsarbejderne kan vise, hvordan man håndterer træskibene og give deres kundskaber videre. På den måde holder vi liv i fødekæden. - Endelig ligner værftet det perfekte sted til en del af vores marinearkæologiske samling. Vi kan tage imod vådfund her på beddingen, siger museumsinspektør Hans Munk Pedersen. Tre stolte træskibe De tre øvrige foreninger i ejerkredsen har hver deres gamle træskib: W. Klitgaard, Fie og Anne Bang, og med købet af beddingen får de nu ophalerplads til kølhaling og reparation - og som en vigtig sidegevinst et maritimt samlingssted for klublivet. - Det kan blive et unikt fællesskab. De unge spejdere får pludselig mulighed for at kigge de gamle værftsarbejdere over skulderen og kan trække på deres ekspertise. Og de gamle kan være med til at fortælle de unge, når et eller andet trænger til at blive repareret, siger Per Christiansen fra FDF's Søkreds. De fem foreninger hár sat deres underskrift på slutseddelen og det forpligter: Nu forestår et stort arbejde med at rydde op og indrette sig i lokalerne, der også omfatter kontor, baderum, køkken, opholdsrum med mere. Desuden skal der skaffes kapital til driften. - Det skál lykkes. Vi sender nok en ansøgning om et beskedent tilskud fra kommunen. Det er vigtigt med opbakning, så vi føler os værdsatte, siger Ib Bjørn Poulsen. Frederikshavn Værft og Bedding lever på ny.