Fem franske brandmænd dræbt ved trafikuykke

Frankrig 1. december 2002 07:00

LYON: Franske redningsarbejdere ledte i går efter ligene af to brandmænd, som i forbindelse med en trafiksammenstød på en motorvejsbro styrtede ned i en flod. Ulykken kostede også tre af deres kolleger livet. Den 81-årige fører af en Mercedes, som har erkendt, at han har kørt 150 kilometer i timen et sted, hvor den højest tilladte hastighed 90 kilometer i timen, brækkede anklen i sammenstødet og ventes sigtet for uagtsomt manddrab. Brandfolk var blevet udkommanderet til et mindre uheld lørdag eftermiddag på A7-motorvejen i nærheden af den sydligt beliggende by Valence, og de var ved at opstille omkørselsskilte, da Mercedes'en pløjede ind i dem. Tre brandmænd blev dræbt på stedet, og to styrtede ned i floden Drome, hvor de frygtes druknet. En sjette mand brækkede benet. - Jeg så ikke bilen komme. Jeg hørte et brag og sprang. Jeg troede, at jeg bare ville ramme jorden på den anden side af autoværnet, men jeg faldt i vandet. Der var langt ned, sagde Xavier Chambaud, en brandmand, som reddede sig i sikkerhed. Ulykken skete i et farligt sving på motorvejen, hvor en midlertidig bro er blevet konstrueret over floden Drome. Den franske regering har meddelt, at den prioriterer en reduktion af landets vedvarende høje antal trafikdrab meget højt. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...