Fem gule og et rødt kort i Hadsund

{ HADSUND: Seks gange hev dommeren kort i skiftende farver op af sin brystlomme i serie 1-kampen på Hadsund stadion, hvor B 65 fra Gjerlev var på besøg. Værst gik det ud over hjemmeholdet, der blev tildelt to gule og et rødt. Gæsterne så gult tre gange og vandt kampen 2-1 efter 1-1 ved pausen. Der var kun spillet syv minutter, da HBs Palle Poulsen kanonerede bolden i nettet efter et hjørnespark i højre side, men minuttet efter udnyttede B 65, at hjemmeholdet ikke var kommet ordentligt på plads i forsvaret. Frem til det 35. minut var det en kamp om midtbanen uden de store chancer, og så begyndte dommerens kortspil. Efter en karambolage med en Gjerlev-spiller fik HBs spillende træner Thomas Max Hansen det røde kort, mens Gjerlev slap med gult. Skiftende over- og undertalssituationer førte ikke til mål, før HB et par minutter inde i overtiden fik kampens sidste gule kort. Så udnyttede B 65 en forvirring i HB-forsvaret og sikrede sig sejren. Sekunder senere fløjtede dommeren af.