EMNER

Fem kandidater stopper

NORDJYLLAND:Af de ni kandidater, Kristendemokraterne i 2007 opstillede til Folketinget i Region Nordjylland, vil i hvert fald fem ikke igen stille op for partiet. Fire - Mogens Nørgård fra Birkelse, Henrik Christensen fra Løgstør, Anette Uggerhøj fra Tårs og Inge Ibsen Fomcenco fra Aalborg - har allerede meldt sig ud efter weekendens opgør. Villy Holm Pedersen fra Brønderslev forbliver i partiet, men vil ikke igen kandidere til Folketinget. En sjette kandidat, Kristian Kjærgaard Hansen fra Århus, overvejer at melde sig ud, men har endnu ikke draget nogen konklusion. Inge Ibsen Fomcenco, der også har repræsenteret Kristendemokraterne i byrådet i Aalborg, er blevet indbudt til at deltage i stiftelsen af et nyt parti. Men hun tvivler på, at et sådant parti har de store chancer i øjeblikket. Derfor overvejer hun i stedet at melde sig ind i et andet, bestående parti - men vil ikke sige hvilket. Rapkæftet Inge Ibsen Fomcenco forsvarer den vragede partileder Bodil Kornbech: - Det er næppe helt uden grund, hun er blevet beskyldt for at være lidt rapkæftet. Men hun er brændt igennem, siger aalborgenseren. Blandt de folketingskandidater, der bliver i partiet, er Peter Øhrstrøm fra Vestbjerg, der har spillet en central rolle i opgøret med den nu forhenværende ledelse, og Lene Meng Andersen fra Hirtshals: - Jeg har ikke hele tiden været enig med den linje, den tidligere ledelse førte, og jeg er enig i de ændringer, der skete på landsmøde. Så jeg fortsætter arbejdet for Kristendemokraterne, siger Lene Meng Andersen. Gamle mænd og kvinder I Jammerbugt har den markante næstformand for kommuneforeningen, direktør Søren Grøn, meldt sig ud af partiet. - Med vedtagelserne slutter partiet op om dansk politisk højrefløj og en politik, der betyder, at de, der har, skal have endnu mere, og de, der ingenting har eller er i vanskeligheder, stort set overlades til sig selv, siger Søren Grøn. Han vil nu fra sidelinjen iagttage, om "de gamle mænd og kvinder, der i dagens anledning var genopstået, nu også vil trække i arbejdstøjet og gå ind i arbejdet".