Fem kaserner står til lukning

Forsvarschefen anbefaler, at fem kaserner lukkes for at spare penge

Forsvarschefen har ikke peget på, at nordjyske kaserner skal nedlægges. Arkivfoto

Forsvarschefen har ikke peget på, at nordjyske kaserner skal nedlægges. Arkivfoto

DANMARK:Forsvarschef Peter Bartram har indstillet fem kaserner til lukning i forbindelse med besparelser på forsvarsbudgettet, oplyser TV2 News.

Det drejer sig om kasernerne i Sønderborg og Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, Almegård på Bornholm, samt enten Høvelte eller Vordingborg.

Dermed er der altså ikke lagt op til, at kaserner i Nordjylland skal lukke.

I forbindelse med afleveringen af indstillingen udtaler forsvarschef general Peter Bartram til forsvarets hjemmeside:

- Jeg har nu afleveret min indstilling til Forsvarsministeriet, og den vil indgå i den videre politiske proces.

- Min indstilling medtager alene militærfaglige forhold. Jeg og mine medarbejdere må derfor forvente, at andre aspekter vil indgå i den endelige politiske beslutning, hvorfor resultatet kan blive anderledes end det indstillede, siger han.

Op til politikerne

Hvor mange eller hvilke kaserner, der skal lukkes er nu op til politikerne at vurdere. Eneste sikre er, at forsvaret skal effektiviseres for et stort milliardbeløb.

Konkret betyder det, at forsvarsudgifterne reduceres med 2,5 milliarder kroner i 2015, med 2,6 milliarder kroner i 2016 og med 2,7 milliarder kroner i 2017.

Oprindeligt var kasernerne i Sønderborg, Varde, Haderslev, Odense, flådestationen Korsør og beredskabstjenesten i Allinge i spil som mulige lukninger.

Kunne ikke blive enige

Regeringen valgte dog i sit udspil til at pege på Høvelte og Varde Kaserne i de sidste og afgørende forhandlinger om besparelser på 2,7 milliarder kroner i forsvaret.

Diskussionen om kasernelukninger blev imidlertid udskudt, da man ikke kunne nå til enighed. I stedet bad politikerne forsvarschefen om at komme med en indstilling til lukningerne - og det er den, han altså nu er kommet med.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.