Fem kommunale chefer sendt hjem
Hjørring Kommune vil fyre fem ledere på børne- og familieområdet efter hård kritik i rapport fra Deloitte.

Økonomiudvalget med borgmester Arne Boelt (S) i spidsen besluttede tirsdag formiddag at sende fem kommunale afdelingsledere hjem. Arkivfoto: Kurt Bering Kurt Bering
HJØRRING:En gennemgribende kritik af arbejdet med bevillingssagerne på det specialiserede børne- og ungeområde har tirsdag fået økonomiudvalget i Hjørring Kommune til at sende fem afdelingsledere hjem og iværksætte en afskedigelsessag mod dem.
Kritikken fremgår af en netop offentliggjort rapport fra revisionsfirmaet Deloitte. Medarbejdere herfra har gennemgået 100 sager på området, og resultatet har rystet politikerne.
Konklusionen er, at Hjørring Kommune har en klar politik på børneområdet, men at socialrådgiverne ikke bruger den i det daglige arbejde.
- Det er meget, meget skuffende, at det her sker. Lederne har selv været med i udviklingsarbejdet med at udforme politikkerne, men de har ikke sørget for at implementere dem i hverdagen. Derfor har vi ikke længere tillid til dem, siger borgmester Arne Boelt (S).
Da politikerne i Hjørring i efteråret bestilte Deloitte-rapporten, var det netop for at tjekke, om kommunens børnepolitik bliver udført efter de mål, politikerne har udstukket.
NORDJYSKE følger sagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.