Fem kunstnere hos Kirk

Det er fem gode, anerkendte navne fra den danske kunstverden, der kan opleves

Max Melgaard Glavind
Jacob Brostrup finder sine motiver i storbyen. Her har han været i London.
Kunst 25. oktober 2011 19:00

Det er godt at have fingeren på pulsen, og det forsøger man på Galleri Kirk i Danmarksgade i Aalborg. Sidste år havde galleriet en udstilling med store samtidskunstnere under præcis denne titel, og fra søndag forsøger galleriet sig igen med udstillingen "Fingeren på pulsen II". Det er fem gode, anerkendte navne fra den danske kunstverden, der kan opleves: Maria Engholm som nu er tilbage efter en længere pause fra den kunstneriske scene. Mette Hannemann, født 1964 og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, har igennem mange år været blandt gruppen af meget anerkendte unge samtidskunstnere, hvor hun har været fast tilknyttet galleri Veggerby i København. Samtidig har hendes værker været udstillet ved adskillige soloudstillinger i udlandet, og hun har desuden haft et samarbejde med Royal Copenhagen om et nyt porcelænsstel. Jesper D. Lund kan også opleves på udstillingen. Han er autodidakt kunstner og født i 1974. Der er også helt nye værker af Jacob Brostrup, der viser dugfriske storbybilleder. Endelig vil man kunne se kunstneren Per Adolfsen, som siden sin sidste udstilling hos galleri Kirk har fået gennembrud i udlandet. Udstillingen vises indtil 26. november, og åbningstalen holdes af tidligere sundhedsminister Jakob Aksel Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...