Fem måneder for knuste ruder og hashkørsel
23-årig nordjyde skal i fængsel for at have smadret 11 vinduer i Jobcenter Aalborg

Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen
AALBORG:En 23-årig mand modtog i dag en dom på fem måneders fængsel ved Retten i Aalborg.
Manden var tiltalt for i alt 30 forhold heriblandt knusning af 11 vinduer i Jobcenter Aalborgs afdeling på Kayerødsgade.
Episoden fandt sted 2. december i fjor, da manden var gået fra et møde med sin sagsbehandler. Han vendte senere tilbage til jobcenteret, men personalet ville ikke lukke ham ind, da de var ved at lukke. Det fik ham til at gå amok og smadre vinduerne.
Ud over de knuste ruder var den 23-årige også anklaget for at have haft en kniv og en peberspray på sig under episoden på jobcenteret samt at have kørt bil og knallert i hashpåvirket tilstand.
Retten fulgte anklager Phillip Pagters påstand om fængsel i fem måneder, og den 23-årige mistede også sit kørekort til personbil de næste seks år, samt retten til at køre på knallert de næste tre år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.