Udland

Fem Nato-soldater omkommer i Afghanistan

Nato oplyser tirsdag, at fem soldater fra Natos tropper er omkommet i Afghanistans sydlige del. Årsag ukendt.

Fem soldater fra en Nato-ledet styrke har mistet livet i den sydlige del af Afghanistan, oplyser Nato tirsdag.

- Fem internationale soldater fra sikkerhedsstyrken er omkommet i det sydlige Afghanistan i går (mandag, red.), skriver den internationale styrke i Afghanistan, Isaf, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hvorfor og hvordan, at soldaterne har mistet livet, er stadig ukendt, og Isaf har ikke oplyst årsagen.

Der er heller ikke oplysninger om, hvilken nationalitet de døde soldater har. Ifølge BBC er der tale om amerikanske soldater, men det er ikke blevet bekræftet.

- Det er Isafs politik at lade de relevante nationale myndigheder identificere de omkomne, skriver organisationen.

Den lokale politichef i Zabul-provinsen, Ghulam Sakhi Roghlewai, oplyser, at gruppen blev dræbt af samarbejdsstyrker ved en fejl.

- Isafs tropper var på vej tilbage til deres base efter en operation, da de blev angrebet af oprørere. Et luftangreb for at afværge angrebet ramte dog fejlagtigt deres egen styrke og dræbte soldaterne, siger han.

Samme melding kommer fra Taliban, hvor talsmand Qari Yousuf Ahmadi siger, at oprørere angreb de udenlandske styrker, da helikoptere greb ind og ved et uheld skød deres egne tropper ned.

Dette er dog ikke blevet bekræftet.

Den sydlige del af Afghanistan har kostet flere soldater livet de seneste år, og mandagens dødsfald er de værste, siden fem Nato-soldater i april blev dræbt, da deres helikopter styrtede.

Alle Natos 50.000 soldater vil blive trukket ud af Afghanistan inden årets udgang. En mindre amerikansk-ledet styrke vil dog muligvis blive i landet frem til udgangen af 2016, hvis Afghanistan og USA kan enes om en aftale.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.