Ishockey

Fem nordjyder på ishockeylandshold

White Hawks har tre og AaB Ishockey to spillere med i firenationers-turnering i Schweiz.

White Hawks-backen, Mads Bech Christensen, th., skal med landsholdet til Schweiz. Foto: Scanpix

White Hawks-backen, Mads Bech Christensen, th., skal med landsholdet til Schweiz. Foto: Scanpix

Frederikshavn White Hawks har trioen Frederik Andersen, Mads Bech Christensen og Jesper Jensen med i den danske landsholdstrup, der i Schweiz skal spille i den såkaldte Arosa Challenge, mens AaB Ishockey har fået udtaget Kasper Degn og Lasse Lassen. Fire A-nationer skal dyste i dagene 17.- 18. december i Sportzentrum Herisau, og det er anden gang i sæsonen, at Danmark dyster med tre A-nationer i en træningsturnering. I november gik det fremragende, da danskerne med tre sejre vandt Polesie Cup i Hviderusland foran værterne, Norge og Slovenien. I Schweiz deltager udover værterne også Hviderusland og Slovakiet, og det danske mandskab indleder mod Schweiz, hvorpå de to tabere mødes lørdag og de to vindere samme dag i en finale. Den danske landstræner, Per Bäckman, kan denne gang disponere over flere af de spillere, der til daglig er med i den svenske liga, og det betyder blandt andet, at målmand Patrick Galbraith er med i stedet for AaB Ishockeys Nikolaj Nørbak. Per Bäckman har udtaget 22 spillere, og heraf er 18 gengangere fra turneringen i Hviderusland. Det danske landshold er uden profilerne fra de Nordamerikanske ligaer, og må desuden undvære de skadede Malmø-spillere, Jesper Damgaard og Nichlas Hardt, samt Mads Christensen fra Berlin. Nye i truppen er udover Patrick Galbraith også Frederik Storm, Morten Green og Thor Dresler. For den danske landstræner handler turneringen primært om, at hans mandskab bliver presset hårdt af modstanderhold, der er en smule bedre end danskerne.