Bilist kvæster flere i påkørsel i Manchester og stikker af

Politiet i den engelske storby eftersøger en bil, der torsdag aften har ramt en gruppe fodgængere.

Ulykker 1. juni 2018 01:11 - Opdateret 1. juni 2018 02:25

Adskillige personer er kommet alvorligt til skade, efter at en bil sent torsdag aften er kørt ind i en gruppe fodgængere i Manchester i England.

Det skriver aviserne Manchester Evening News og The Guardian.

Ulykken skete kort før klokken ti om aftenen lokal tid i et område ved navn Trafford Park i nærheden af fodboldklubben Manchester Uniteds stadion.

Redningsmandskab og fire ambulancer er på stedet, skriver aviserne.

Et øjenvidne fortæller, at køretøjet ramte mindst seks personer, som blev kastet til alle sider.

- Jeg så en mand (ligge, red.) i et buskads bagefter og en kvinde med hovedskader, siger manden, der ikke ønsker at stå frem med navn, til Manchester Evening News.

Årsagen til ulykken, der skete nær en rundkørsel, kendes endnu ikke.

Politiet eftersøger bilen, der ramte fodgængerne, oplyser en talsmand for politiet i Manchester.

- Bilen stoppede ikke på ulykkesstedet, og efterforskningen er i gang for at spore bilen, siger talsmanden.

- På nuværende tidspunkt er der ingen tegn på, at der skulle være tale om terrorisme, siger talsmanden til Manchester Evening News.

Ifølge avisen har politiet afspærret flere veje i området.

Ambulancetjenesten oplyser, at mindst fem personer er alvorligt kvæstet.

For lidt over et år siden blev over 20 personer dræbt og mindst 59 kvæstet, da en sprængladning eksploderede kort efter afslutningen på en koncert i Manchester Arena.

Ifølge politiet var der tale om et selvmordsangreb. Gerningsmanden omkom i eksplosionen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...