Fem piger udgiver deres egen eventyr-bog

Forfatterne fra Søndergades Skole har fået bogen på biblioteket

BRØNDERSLEV:En drage, slanger, elge, heste, svaner, kaniner og en ræv er med i en ny bog, som fem piger fra Søndergades Skoles mindste klasser har lavet og udgivet. ”Prinsesse Bella og den fortryllede skov” er titlen, og bogen kan nu lånes på Brønderslev Bibliotek. De fem piger fra Fritteren Bulderby er Signe, Caroline, Sabina, Thea og Charlotte. De har selv både skrevet og tegnet bogen. - Egentlig var det meningen, at pigerne bare skulle have deres egen lille bog med hjem. Men nu er den både på skolebiblioteket og på biblioteket, siger pædagog Nina Kristensen, der har hjulpet pigerne. Thea og Charlotte fortæller, at prinsesse Bella rider en tur. - Men hun glemmer at hun skal holde sig tæt til slottet, da hun hører en brusen fra et vandfald. Hun synes, det er skægt at ride igennem det, men ser så en gang og en dør. På den anden side opdager prinsessen, at dyrene i skoven kan tale. - Ja, selvfølgelig, svarer dyrene, det er jo en fortryllet skov. - Men de er bange for dragen og vil have hjælp. Derfor vil hun tilbage til slottet efter våben. En prins vil dræbe dragen, men han bliver fanget i en fælde. - Jeg vil dig ikke noget ondt, siger den ild-spyende drage og skærer prinsen fri med kloen. Prinsessen finder ud af, at dragen kun nyser ild, fordi den er allergisk over for lugte. - Hun stopper prinsen, da han vil dræbe dragen og råber: ”Din tumpe, den har jo lige hjulpet dig!” Og da prinsessen giver dragen et knus, græder den af glæde - og forvandles til en prins. Og til sidst bliver Bella og prinsen gift og får børn. - Nu kan alle låne jeres bog - den står under billedbøger. I er de yngste forfattere, vi har på hylderne, siger Anni Guldberg Madsen fra biblioteket om de stolte piger.