Fem råd til en god flyvetur

Læs her, hvordan du gør turen mere behagelig

Maibritt Schulz
Arkivfoto: Torben Hansen
Rejser 11. maj 2016 20:37

REJSER: Skrigende unger, for lidt benplads, og en sidemand, som hver femte minut skal have noget fra sin taske eller på toilettet.

En flyvetur kan få selv de mest tålmodige mennesker til at hive sig i håret.

Men ifølge Kenneth Karl Nielsen, som er online marketingmanager hos Travelmarket og travelblogger, bør man ikke lade den dårlige flyvetur overskygge ferien.

- Skrigende børn og forsinkelser kan ske, men man skal prøve at trække på smilebåndet og ikke lade det ødelægge ferien, siger han til Ritzau Fokus.

Der er dog nogle ting, du selv kan gøre for at gøre turen mere behagelig.

Pak dagen før

Sørg for at være udhvilet og have pakket tasken dagen før, så du undgår stress i lufthavnen, siger Rebecca Line Larsen, som sammen med sin mand har rejsebloggen Opdagelse.dk.

Dernæst skal du tænke over, hvilket tøj du har på. Undgå de stramme jeans eller den figursyede spadseredragt, og klæd dig i stedet i mange tynde lag.

- På den måde kan du tage tøj af og på, som det passer. Jeg har altid et lille tørklæde med til halsen, for det er bare ærgerligt at starte ferien med at blive forkølet, siger Kenneth Karl Nielsen.

En anden god ting er at pakke et par strømper, for flyver man hjem efter en uge i sydende sol, kan man hurtigt komme til at fryse på det kolde fly.

Vælg den rigtige plads

Når du skal booke dit sæde på flyet, så afhænger den perfekte plads af rejsens længde. Skal du på en kort tur, kan det være en god idé at sidde ved gangen, så du kan strække benene.

Omvendt kan vinduessædet være det bedste valg på lange ture, både for udsigtens skyld, men også fordi det er nemmere at sove, hvis man læner sig op ad væggen, mener Kenneth Karl Nielsen.

Også tidspunktet for afgangen betyder noget for, hvor god din rejse bliver.

- Hvis det er rundt om i Europa, kan det være en god idé at flyve om formiddagen. Så kan man sove længe og være udhvilet, når man skal flyve, og stadig nå at nyde en del af dagen på rejsemålet. Har man kun en forlænget weekend, så er det meget værd at få mest muligt ud af den første dag, siger Kenneth Karl Nielsen.

På lange ture er det god idé at kombinere turen med den naturlige døgnrytme. Kan du derfor komme til at flyve om natten, så du kan sove, er risikoen for jetlag mindre.

- Skal du på en oversøisk flyrejse med stor tidsforskel, bør du straks indstille uret efter ankomsttidspunktet på destinationen. Herefter skal du sove, som du normalt ville gøre, nemlig om natten, siger Rebecca Line Larsen.

Snacks og vand

Bliver du sulten på flyveturen, er det en god idé at have nogle snacks og noget vand med, da luften i kabinen er meget tør.

- Vi spiser altid et godt måltid, inden vi stiger om bord. Vi medbringer også altid store mængder tyggegummi, som har reddet os fra mange propper i ørerne, siger Rebecca Line Larsen.

Fem ting, der gør din flyvetur bedre:

- Gode hovedtelefoner, så du både kan høre din egen musik, men også koble det til underholdningsanlægget i flyet. Husk, at nogle fly har et særligt dobbeltstik, som du også skal medbringe.

- En bog, som du både kan bruge til at læse i, men også som underlag, hvis du skal udfylde rejsepapirer eller indrejsekort, og en kuglepen til at udfylde disse med.

- En mindre taske i håndbagagen, hvor du har samlet de ting, du skal bruge på flyet, som eksempelvis en varm trøje, sokker og tandbørste. På den måde skal du ikke rejse dig og lede efter det over sæderne hver gang.

- Smartphone, som du kan høre musik og spille spil på. Sørg for at opdatere dine apps før, så du har de nyeste spil. Husk også opladerledning til mobiltelefonen, som du kan oplade via usb-stikket i flyet.

- Tyggegummi, snacks og en vandflaske, der først skal fyldes efter check-in i lufthavnen.

Kilder: Kenneth Karl Nielsen og Rebecca Line Larsen

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...