Fem ransagninger hos hashhandler

Narkokriminalitet 10. januar 2003 01:00

AALBORG: En af politiets særdeles gode kendinge på hashhandlerområdet har i Retten i Aalborg fået sin hidtil strengeste straf, 50 dages ubetinget fængsel. Den 33-årige mand blev fundet skyldig i salg og besiddelse af ialt 43 gram hash. Hashhandleren har ikke for vane at opbevare store mængder ad gangen på sin bopæl i østbyen. Således blev de 43 gram fundet i forbindelse med fem forskellige razziaer hos den nu dømte. Razziaerne var fordelt over 14 dage, og der blev fundet nogle få gram hver gang. Manden er dømt adskillige gange tidligere. Han har de senere år fået 10 bøder for hashhandel, og i 2001 mente retssystemet, at nu var det på tide med mere håndfaste metoder: Manden blev idømt 30 dages fængsel, og en tilsvarende dom fik han sidste år. 19 dage efter, at han var løsladt fra afsoningen af den seneste dom, ransagede politiet i efteråret hans lejlighed, og da der igen var gevinst, fulgte så hurtigt fire andre ransagninger. Den dømte modtog rettens afgørelse om 50 dages fængsel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...