Nordjylland

Fem skarpe til krofatter

Hvad synes du om visionen om Nordjylland som et sted, folk forbinder med ferie og energiopladning? - Det er en meget skarpsindig vision, som er helt rigtig set. Der er stof til eftertanke for den seriøse del af branchen, som vil være her i længere tid. Hvad er Nordjyllands største hindring i at opnå visionen? - At vi ikke får de nye attraktioner, som folk gerne vil se. Man skal ikke satse hele butikken på golfbaner. Der er ni i en radius på 32 kilometer herfra. Vi skal sprede aktiviterne. Hvad er Nordjyllands største fortrin for at opfylde visionen? - Vi har ligget på førstepladsen, så derfor må vi kunne finde vejen igen. Hvad ville du gøre som det første, hvis du blev udpeget som turistchef for Nordjylland? - Jeg ville arbejde målrettet mod at få en attraktion i det nordjyske, som vil kunne give genlyd. Eventuelt ville jeg udskrive en konkurrence om det og kontakte store pengetanke som Feriefonden og ATP for økonomisk støtte. Hvor vil du helst holde ferie? - Sidste år holdt jeg ferie i Danmark, men jeg har ofte holdt ferie i udlandet. Der har jeg kunnet se en masse ting og få inspiration.