Trafikulykker

Fem slap fra trafikuheld med knubs

VISBORG:Et dramatisk skue mødte politi og ambulancefolk, da de i går eftermiddag ved 14.30-tiden ankom til et trafikuheld på Alsvej lidt øst for Visborg ved Hadsund. Ud for ejendommen Alsvej 80 lå tre biler voldsomt beskadiget i grøften, men til alt held uden at nogen af de fem implicerede trafikanter kom alvorligt til skade. Alle fem - heraf to kørestolsbrugere - slap fra uheldet med knubs. Uheldet skete, da chaufføren i den forreste af to invalidebiler på vej mod Hadsund for sent opdagede, at en bilist foran ham standsede op for at dreje til venstre. Han bremsede op, og derved brasede den anden invalidebil ind i ham. Den bageste kørte direkte i grøften og landede på taget, mens den forreste af de to VW Transportere blev skubbet over i modsatte vejbane og påkørte en modkørende Toyota pick-up. Til alt held havde føreren af pick-up’en fornemmet, at noget var i gære, og han nåede at undvige så meget, at bilen kun blev ramt på siden. Toyotaen landede på siden i grøften og blev totalskadet, men føreren kunne noget fortumlet selv kravle ud af bilen. Anderledes med de to kørestolsbrugere, der var spændt fast og derfor kun vanskeligt kunne hjælpes ud af bilerne. De og deres hjælpere kom fra henholdsvis Jelling og Vissenbjerg, mens Toyotaen er indregistreret i Hadsund Kommune. Falck sendte fire ambulancer fra henholdsvis Hadsund, Terndrup, Støvring og Randers plus en lægeambulance til stedet, hvor også politiet mødte talstærkt op. Trafikken måtte kortvarigt omdirigeres, mens de tilskadekomne blev kørt fra stedet, og Falck fik ryddet de beskadigede biler af vejen. De vil blive kørt på synscenter for at konstatere, om mekaniske fejl kan være årsag til uheldet. Personskaderne begrænsede sig til småskrammer, men alle fem blev kørt på skadestuen til tjek. Aha