Fem soldater dræbt ved vejpost i Egypten

Over 200 politifolk og soldater er blevet dræbt af islamistiske grupper i Egypten siden sidste sommer.

Udland 15. marts 2014 11:41

Bevæbnede mænd skød og dræbte lørdag fem soldater under et angreb tidligt på dagen. Myndighederne siger, at Det Muslimske Broderskab står bag angrebet, der skete to dage efter, at en soldat blev skudt ned på gaden i Kairo.

Iagttagere siger, at militante grupper, der normalt er begrænset til at opholde sig på Sinaihalvøen, i stigende grad gennemfører angreb i Kairo. Siden juli, hvor den islamistiske præsident Mohamed Mursi blev afsat, er over 200 politifolk og soldater blevet dræbt under de islamistiske gruppers kampagne.

De fleste angreb har fundet sted i Sinai, men i de seneste måneder er flere og flere blevet dræbt i Kairo.

Ved angrebet lørdag åbnede angrebsmændene ild mod militære politifolk, da de var ved at afslutte deres morgenbøn. Efter at have skudt anbragte angriberne to bomber, som skulle bringes til eksplosion, når folk ilede til at for at hjælpe de hårdt sårede, siger militæret i en erklæring.

- En af bomberne var lagt lige ved siden af en af de dræbte, siger en mand i indenrigsministeriet.

Mursi, som blev fængslet efter sin afsættelse, står over for tre forskellige retssager for sin påståede rolle i drab på aktivister fra oppositionen mod hans styre.

Den midlertidige præsident i Egypten, Adly Mansour, sagde fredag, at en nyvalgt præsident ventes indsat inden for to og en halv måned.

Præsidentvalget anses for at være en vigtig milepæl for den plan, som militæret har udarbejdet for en tilbagevenden til demokratiet.

Egyptens hærchef, Abdel Fattah al-Sisi, står til at kunne blive valgt som den næste præsident, efter at militæret i juli sidste år greb ind og fjernede Mursi og derefter slog hårdt ned på islamister og andre grupper.

Hundredvis af mennesker blev dræbt, og tusindvis er blevet fængslet.

Kritikere siger, at de militært støttede myndigheder har skruet tiden tilbage til epoken under Hosni Mubarak, hvor en politisk elite styrede landet med jernhånd i en alliance med topfolk fra erhvervslivet.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...