Syv spritbilister taget ved Hjallerup Marked
Spritkontrol søndag morgen afslørede, at markedsgæster ikke vidste, de stadig havde for høj promille

Arkivfoto: Michael Koch
HJALLERUP:I løbet af fem timer søndag morgen og formiddag afslørede Nordjyllands Politi syv spritbilister og én narkopåvirket bilist, der alle var på vej hjem fra Hjallerup Marked.
To af bilisterne havde så høj promille, at de omgående fik taget kørekortet, oplyser politikommissær Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.
Den højeste promille blev målt til 1,3.
Spritkontrollen af de mange bilister, der var på vej hjem fra det store marked i Hjallerup, startede søndag morgen ved 07-tiden og varede frem til søndag middag.
Op mod 300 bilister blev stoppet og tjekket med alkometer.
Ifølge Jan Stagsted var flere bilister overraskede over, at de stadig havde for høj promille til at køre bil.
- Nogle er måske ikke opmærksomme på, at de ikke havde sovet rusen ud, hvis de havde drukket til ved 01-tiden om natten, siger politikommissæren.
Syv politifolk og en læge deltog i den særlige spritkontrol ved Hjallerup Marked søndag.
Ved en tilsvarende kontrol på Hjallerup Marked sidste år blev der ikke afsløret spritbilister.
Årsagen var muligvis tidspunktet for kontrollen sidste år - om aftenen til forfesten.
Et tidspunkt hvor flere forventede spritkontrol, modsat søndag morgen og formiddag, vurderer Jan Stagsted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.