Fem stjerner til "Vi ses deroppe": Filmen rører så meget i en på én gang, at det næsten er overvældende

"Vi ses deroppe" er overvældende god, barsk, finurlig, sjov og smuk, lyder det fra NORDJYSKEs anmelder

Katrine Hjulmann
Albert (Albert Dupontel) ser, at Edocuard (Nahuel Pérez Biscayart) har lavet en maske med hjælp fra Louise. (Héloïse Balster)
Filmanmeldelse 14. juni 2018 19:36

FILM: "Vi ses deroppe"

Forbered dig på at blive rørt.

Ikke på den almindelige måde, hvor tårerne triller ned ad kinderne, men på den særlige måde, hvor du ved, at filmen har sat nogle følelser på arbejde, som du ikke hver dag er i berøring med.

De indtryk, der er svære at sætte ord på - de følelser, der starter en eftertænksomhed og vækker en masse undren samtidig.

Ikke fordi filmen ikke giver mening - men fordi filmen rører så meget i en på én gang, at det næsten er overvældende.

Overvældende godt, barskt, finurligt, sjovt og smukt.

Katrine Hjulmann
Løjnant Lafitte (Henri d’Aulnay-Pradelle) respekterer ikke de døde soldater og træder på deres gravsten.

Albert er fortælleren, og i glimt ser vi ham sidde på et kontor i Marokko og fremlægge hele historien: Under 1. verdenskrig kæmper de to soldaterkammerater Albert og Edocuard for de franske tropper. Edocuard bliver hårdt såret i ansigtet, og han overtaler Albert til at give ham en anden identitet og erklære ham død over for sin familie. Sammen vender de hjem til Paris, hvor de lever på en sten - indtil den dag, Edocuard får en ide om at tegne skitser af monumenter for de faldne soldater. Han vil sælge monumenterne uden nogensinde at levere dem.

Edocuard har siden krigsulykken gemt sig bag selvlavede masker og vil gerne tjene penge til at rejse bort. Albert mener først, at hans ven er blevet vanvittig, men ender med at gå med på ideen. Ecoduards far vil gerne rejse et monument for krigsofrene og udskriver en konkurrence for at få fremstillet det flotteste monument. Vinderen bliver valgt ud fra, hvem der kan vise det bedste resultat frem på papiret. Men han er udvidende om, at hans søn stadig er i live. Og vinderen er: Det har I nok gættet, men han er jo lige straks på vej til Afrika med Albert og Louise, en ung pige, der har holdt ham med selskab og hjulpet ham i det kedelige atelier, og som bringer hjertevarme og barnlig glæde med sig.

Det er utroligt svært at beskrive, hvorfor filmen er god.

Det hele fungerer bare på et højere plan, uden at man skal være akademiker for at forstå det.

Katrine Hjulmann
Edocaurd begynder at lave masker til sit ansigt efter smerterne er aftaget.

For handlingen er ikke højtravende på den måde, at man bliver nødt til at skille puslespillet fra hinanden og studere og analysere hver enkelt lille brik hver for sig.

Albert Dupontel (der spiller Albert) skal have en stor applaus for både at instruere filmen og spille hovedrollen sammen med Nahuel Pérez Biscayart (Edocaurd). De spiller forrygende, og især Nahuel Pérez Biscayart formår at spille overbevisende skuespil næsten udelukkende med øjnenes "mimik."

Det er de små begavede finesser, der hjælper med at holde det flotte puslespil sammen:

En sidehistorie om løjtnant Lafitte, der skal sørge for, at soldaterne bliver begravet, men ikke respekterer de døde. Et spirende kærlighedsforhold mellem en tjenestepige og Albert. Og så Edocuard og farens gamle stridighed, der er grunden til, at Edocuard hellere ville lade familien tro, at han er død.

Citat
Handlingen har evnen til at få dig gennem hele følelsesregistret - i hvert fald lige prikke til dine følelser, uden at komme dybt ned. I et minut sidder man og smiler og griner over scenen, hvor Edocuards maskeansigt ligner Mona Lisa med blåt hår.

I en anden scene, hvor der sker et særligt møde, mærker man klumpen i halsen, mens der også er plads til forargelse og undren over løjtnantens svinske adfærd både over for de faldne soldater og de fristende kvinder.

Det er tæt på at være en genistreg i et fransk maleri.

Katrine Hjulmann

Faktisk kan man sige, at "Vi ses deroppe" består af mange store strøg med genipenslen, men alligevel har den en lille fejl her og der i det samlede billede, som man dog skal kigge længe efter for at få øje på.

Engang imellem skal man bare lade film være film, selvom ens hjerne gerne søger efter den højere mening.

Det tror jeg er grunden til, at filmen er svær at blive klog på og grunden til, at den er god. Det må være analysen.

Selvfølgelig kunne man tage fat i de allertydeligste symboler, men det er slet ikke nødvendigt at udpensle dem for at fange det store billede og se det tydelige i det abstrakte.

Det er også med til at gøre filmen god.

Faktisk mere end god - fremragende.

"Vi ses deroppe"

  • Originaltitel: "Au revoir là-haut"
  • Canada, Frankrig, 2017
  • Instruktør: Albert Dupontel
  • En time, 57 minutter, frarådes under 15 år
  • Danmarkspremiere 14. juni 2018

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...