Fem svinebesætninger ramt af sygdom

Sygdomme 1. februar 2003 07:00

BRØNDERSLEV: I hvert fald fem svinebesætninger i Vendsyssel er ramt af svinesygdommen PMWS. Det kunne chefkonsulent Poul Stendahl fra LandboNord i Brønderslev oplyse på svineavlsmødet. Han frygter for, at sygdommen breder sig. For blot få dage siden var der kun to tilfælde. - For de berørte betyder det produktionstab i form af forhøjet dødelighed, nedsat tilvækst og forringet foderudnyttelse, sagde Poul Stendahl. - Hvis den gennemsnitlige dødelighed forhøjes med omkring 10 procent, svarer det til ca. to grise pr. årsso eller ca. 500 kr. pr. årsso. - Hertil kommer øgede veterinære omkostninger, dårligere tilvækst og lavere foderudnyttelse på yderligere 500 kr. pr. årsso, oplyste Poul Stendahl. Han sagde, at det menneskeligt er meget frustrerende af få PMWS, idet der ikke er klare behandlings- og forebyggelsesmuligheder mod denne sygdom. Poul Stendahl opfordrede landmænd, der får sygdommen, til at spille med åbne kort, og holde samarbejdspartnere - heriblandt pengeinstituttet - godt orienteret. Der er i øjeblikket nogle soholdere, der ikke tør afsætte grisene ved fravænning på grund af risikoen for at få PMWS og dermed få afsætningsproblemer. Samtidig vil nogle slagtesvineproducenter ikke aftage fravænningsgrise af risiko for at indkøbe grise med PMWS. Han forsikrede, at der løbende vil blive orienteret om sygdommen, ligesom der er planer om at etablere erfaringsgrupper. Der er på landsplan konstateret 70 tilfælde af PMWS.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...