Fem sygeplejersker mister jobbet

Socialforvaltningen har sat navn på fyringer i ældreplejen

HOBRO:To sygeplejersker i Hobro Kommunes ældrepleje har fået deres opsigelse. Og to vikarer er uden job, når deres vikariater udløber. Endelig bliver en sygeplejerske ansat i en midlertidig stilling ikke forlænget. Det er den foreløbige status i ældreplejen, som står midt i en sparerunde. Årsagen er sidste års store budgetoverskridelser på det socialeområde. I alt skal ældreplejen spare, hvad der svarer til ti stillinger. Det stod på forhånd klart, at det var gruppen på cirka 20 sygeplejersker, som blev ramt hårdest. - Som det ser ud nu, bliver det ikke nødvendigt med flere fyringer for at nå sparemålet, siger socialchef Mads Gammelmark. Ældreplejen har omkring 350 ansatte, og der sker løbende udskiftning. Derfor kan de sidste stillinger fjernes ved naturlig afgang og på måder, som ikke betyder regulær fyring. - Vi har bestræbt os på at lave disse besparelser så skånsomt som muligt. Blandt andet ved at få en hurtig afklaring, så personalet ikke går og venter i utryghed. Derfor behøver resten af medarbejderne ikke længere at gå rundt i utryghed, forsikrer Mads Gammelmark.