Tyverier

Femte indbrud i villa i Brønderslev

Politiet beder borgerne om hjælp i opklaringen af en stribe indbrud

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV/HJALLERUP:En familie på Lykke Peers Vej i Brønderslev er grundigt trætte af ubudne gæster. Fem gange har de haft indbrud.

Denne gang skræmte alarmen imidlertid tyven eller tyvene væk. Denne gang blev en terrassedør brudt op, men alarmen gik i gang, og dermed tog personerne åbenbart flugten.

Indbruddet er sket mellem mandag klokken 14 og tirsdag klokken 11.

Desuden er der begået indbrud i en villa på Olufsgade i Brønderslev. Her er et vindue til soveværelset underboret, hvorved tyven eller tyvene med et redskab har kunne åbne vinduet indefra.

- Det er sjældent, at vi ser denne slags underboringer, fortæller politiassistent Lars Christensen fra lokalpolitiet i Brønderslev.

Hele huset er rodet igennem, og der er stjålet smykker og kontanter.

Indbruddet er sket mellem mandag klokken 20 og tirsdag klokken 19.15.

På det seneste har der været en stribe indbrud i specielt Brønderslev og Hjallerup. I Hjallerup var det tre villaer i samme kvarter, der havde ubudne gæster.

Lokalpolitiet opfordrer i øvrigt borgere til at være opmærksomme på personer, man normalt ikke ser i området.

- Man kan notere bilers indregistreringsnumre og nedfælde signalement, siger Lars Christensen.

Man bør kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.