Terrorisme

Femte møde mellem Bush og Fogh

KØBENHAVN:De er begge genvalgt som borgerlige regeringschefer. De fastholder amerikanske og danske soldater i Irak og sætter kampen mod terrorisme højt på den politiske dagsorden. Samtidig fortsætter de det meget tætte samarbejde mellem USA og Danmark og har udviklet et tillidsfuldt personligt forhold. Onsdag 6. juli mødes USA's præsident, George W. Bush, for femte gang med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han er den anden amerikanske præsident på officielt besøg i Danmark, som i 1997 blev gæstet af Bill Clinton. Bush fejrer sin 59 års fødselsdag under besøget, hvor han og Fogh blandt andet ventes at drøfte situationen i Irak og forholdet mellem EU og USA. Statsministeren har besøgt Bush fire gange i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Han besøgte første gang præsidenten 25. marts 2002. Da takkede Bush for, at regeringen have sendt godt 100 danske elitesoldater - jægersoldater og kampfrømænd - til Afghanistan for at støtte amerikanske styrker i kampen mod Al-Qaeda. Bush og Fogh drøftede blandt andet international terror og Irak, NATO's udvidelse med syv østeuropæiske lande, Danmarks EU-formandskab i efteråret 2002, fredsprocessen i Mellemøsten og forholdet mellem rige og fattige lande. De to regeringsledere var uenige om Kyoto-klimaaftalen, som USA ikke ville undertegne. De drøftede ikke det amerikanske ønske om et missilskjold på Thulebasen i Grønland. Under sit besøg så Fogh også på projektet for jagerflyet Joint Strike Fighter i Pentagon, talte med danske og amerikanske forretningsfolk og holdt forelæsning på universitetet Hampden-Sydney College i delstaten Virginia, hvor hans søn Henrik studerede. 12. maj 2003 blev Fogh rost af Bush for at styrke det transatlantiske forhold. Fogh foreslog adfærdsregler om blandt andet FN for at forbedre forholdet mellem USA og andre stormagter efter krigen mod Irak. Danmark lovede at sende soldater til Irak under britisk kommando. Fogh og Bush talte også om fredsprocessen i Mellemøsten Ved sit fem dages besøg mødte Fogh også Kongressens førende politikere, talte i tænketanken The Woodrow Wilson Centre, mødte danske og amerikanske erhvervsfolk og holdt hovedtalen på universitetet Hampden-Sydney College, hvor hans søn Henrik fik sit eksamensbevis. 28. maj 2004 besøgte Fogh igen Bush. Her kritiserede han amerikanske fangevogteres mishandling af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet og foreslog rehabiliteringscentre for torturofre. Bush lovede at tage hånd om sagen samt afklare situationen for fangerne på Guantanamo-basen. Desuden ville Iraks regering ifølge Bush få fuld suverænitet efter magtovertagelsen 30. juni 2004. Ved Foghs fjerde besøg i Washington, D.C. 20. maj i år var han gæst i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus og overnattede for første gang i den officielle gæstebolig Blair House. Bush takkede Fogh for danske styrkers indsats i Irak og arbejdet for demokrati i de palæstinensiske områder. Mellemøsten stod højt på dagsordenen ved deres møde, som næsten varede en time, blandt andet om Irans atomprogram. Desuden var dansk medlemskab af FN's Sikkerhedsråd et tema. Fogh forklarede ved mødet, at han under sit besøg i 2002 havde inviteret Bush til Danmark. Han fik et par løbesko med danske og amerikanske flag. Bush fik i retur en vindjakke samt golfbolde, som Thomas Bjørn har haft succes med. Statsministeren besøgte også universiteter i Washington samt Harvard og MIT i Boston for at drøfte globalisering. I Washington mødte Fogh også Dennis Ross, som var tidligere præsident Clintons særlige udsending til Mellemøsten. /ritzau/