EMNER

Ferie? Det har vi ikke tid til

Næsten hver anden HK-ansat presses til at droppe ferieuge

Sommer, ferie og vandplask. Men ikke for alle, for mange føler sig presset til at droppe den sidste ferieuge pga. travlhed på jobbet. Arkivfoto: Torben Hansen

Sommer, ferie og vandplask. Men ikke for alle, for mange føler sig presset til at droppe den sidste ferieuge pga. travlhed på jobbet. Arkivfoto: Torben Hansen

DANMARK: Det er sommerferietid for mange, men tusinder af HK'ere i Kommuner og regioner dropper alligevel den 6. ferieuge, fordi der er travlt på jobbet.
En ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for HK/Kommunal, viser, at mere end fire ud af 10 HK'ere har droppet den 6. ferieuge i seneste ferieår. Heraf siger 40 procent, at det skyldes arbejdspres.

Må opgive ferie for at nå alt

- Jeg tror ikke, at der er mange ledere, som siger til medarbejderne, at de skal blive for at arbejde. Så ville vi have hørt om det, siger Bodil Otto, formand i HK/Kommunal.
- Det handler meget om folks ansvarsfuldhed i forhold til jobbet. Hvis de føler, at der er ting, de mangler inden ferien, og som de ikke kan nå, så er de klar til at opgive ferieugen. Og så er der selvfølgelig også nogle, som hellere vil have pengene, siger hun.

Har brug for penge

For 15 procents vedkommende skyldes nej'et til den 6. ferieuge, at man havde brug for pengene, mens 40 procent angiver en anden grund end penge og arbejdspres.
Det er frivilligt, om man vil holde den 6. ferieuge.
Derfor må Bodil Otto tage udgangspunkt i, at medlemmerne holder den ferie, de føler, de har brug for.

HK: Arbejdspresset for stort

Men alligevel mener hun, at det er en glidebane, kommuner og regioner bevæger sig på.
- Det er tydeligt, at vores medlemmer ikke synes, at de har tid til at holde ferie, og der er ingen tvivl om, at arbejdspresset er stort.
- Det er klart, at det ikke kan blive ved med at gå, at der er mere at lave, end der er arbejdsdage, og at medarbejderne derfor føler, at man er nødt til at tage sin ekstra ferieuge i brug for at nå tingene, siger hun.
Undersøgelsen er gennemført af Epinion for HK/Kommunal fra 1. juni til 3. juni 2012, og den omfatter 1744 medlemmer af HK/Kommunal fra hele landet.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.