Aalborg

Ferie med ridning og skattejagt

AALBORG ØST: Igen i år er der gjort noget for, at børnene i Aalborg Øst ikke behøver at kede sig i sommerferien. Programmet byder blandt andet på ridning, bondegårdsbesøg og adskillige udflugter, deraf én med indbygget skattejagt. Aktiviteterne foregår i ugerne 27, 28 og 29, det vil sige fra og med mandag 30. juni til og med fredag 18. juli. Hver mandag i de tre uger ligger det fast, at der er ridning. Det foregår på Lemvigvej. Både børn og voksne kan være med, men som regel er det små og store piger, der især bliver fristet af tilbuddet. Hver uge bliver der stillet en stor hoppepude op en enkelt dag på skiftende steder. Lørdag 5. juli finder man hoppepuden for enden af Saltumvej på Hundemarken, hvor der også vil være andet sjov at bruge tiden på. Torsdag 10. juli flytter hopperiet til Sundparken, nærmere bestemt plænen mellem Sallingsundvej og Tambosundvej. Og endelig kan man hoppe på puden torsdag 17. juli, hvor den vil være placeret på boldbanen for enden af Feggesundvej. Hver gang i tidsrummet kl. 14-17. Sommerens udflugter går blandt andet til Øster Hornum Sø, Beredskabscenter Aalborg og til Hvolris Jernalderby. En populær tradition er weekendudflugten, som igen i år går til Fur. Det er i dagene 11.-13. juli. Det er nødvendigt at tilmelde sig på forhånd til alle udflugterne senest to hverdage i forvejen. Hvis man vil til Fur, er fristen dog nærmest overstået. Det er Byudvalget Øst, beboerrådgiveren i Vanggården samt en flok aktive beboere fra kvarteret, der står bag "Aktiv Sommer 9220". is