EMNER

Ferie på amtets regning - del 3

Preben Gundersen holdt ingen møder med Danske Døvblindfødtes Forening. Ekspert anbefaler politianmeldelse.

Lars Bo Langsted, ekspert i erhvervsstrafferet, anbefalede på det kraftigste en politianmeldelse i Forstandersagen. Arkivfoto: Lars Pauli

Lars Bo Langsted, ekspert i erhvervsstrafferet, anbefalede på det kraftigste en politianmeldelse i Forstandersagen. Arkivfoto: Lars Pauli

Studieturen til Italien handlede angiveligt om, at Preben Gundersen skulle besøge den tidligere formand i Danske Døvblindfødtes Forening, Lone Poggioni, i efterårsferien 2006. Han havde afsat tre mødedage til turen og havde taget ferie de sidste to. NORDJYSKE har spurgt formanden for foreningen, Vibeke Faurholt, om foreningen har holdt møde med Preben Gundersen i 2006. Det afviser hun. Hun har også spurgt Lone Poggioni, og den tidligere formand har oplyst, at hun ikke holdt møde med Døvblindecentrets forstander i efterårsferien 2006, sådan som Preben Gundersen ellers havde meddelt sine afdelingsledere via den elektroniske kalender. Ekspert i erhvervsstrafferet professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet understreger, at det er regionens beslutning, om der skal indgives en politianmeldelse. Efter hans vurdering er det dog den vej, sagen bør gå. - Det her bør regionen ikke sidde og fedte med. Jeg vil anbefale en politianmeldelse for at få renset ud, og fordi der er så mange elementer, der tyder på strafbare forhold i sagen, siger Lars Bo Langsted. Region Nordjylland kulegraver i øjeblikket blandt andet Preben Gundersens rejseaktivitet. Det sker, efter at NORDJYSKE har stillet spørgsmål til den del af hans virke som forstander. Blandt andet må det vække interesse i regionshuset, at Preben Gundersen på en tidligere rejse til Rumænien kørte omkring Krakow på hjemturen og overnattede på Hotel Sheraton med en regning på flere tusinde kroner til følge. Alt blev betalt af Døvblindecentret. < Forrige del --- Næste del >