EMNER

Ferie på amtets regning - del 4

Medarbejder på Døvblindecentret undrede sig over hemmeligt depotrum i Aalborg Øst.

Samme dag som Preben Gundersen bad om at blive fritaget for tjeneste, sendte han dette brev til en undrende servicemedarbejder på Døvblindecentret. Foto: Bent Bach

Samme dag som Preben Gundersen bad om at blive fritaget for tjeneste, sendte han dette brev til en undrende servicemedarbejder på Døvblindecentret. Foto: Bent Bach

De foreløbige opgørelser i sagen tyder på, at Preben Gundersen har snydt for mellem 100.000 og 150.000 kroner alene i 2006. Den kulegravning, som Region Nordjylland er i gang med, drejer sig om en række forskellige forhold. Et af dem handler om havemøbler, der på mystisk vis dukkede op fra et hemmeligt depotrum. Mandag i sidste uge sendte forstander Preben Gundersen et brev til en af servicemedarbejderne på Døvblindecentret. Brevet var ganske kort og skrevet i hånden. Det fremgik, at servicemedarbejderen skulle hente nogle havemøbler i et depotrum i Aalborg Øst, og sætte dem ud i en kælder på Døvblindecentret. Endvidere bad Preben Gundersen medarbejderen om at opsige depotet. Samme dag som brevet blev sendt - mandag 29. januar - bad Preben Gundersen om at blive fritaget for tjeneste. Som årsag forklarede han, at han ikke ville stå i vejen for fremskaffelsen af de akter, som NORDJYSKE Medier har søgt aktindsigt i. Medarbejderen undrede sig. Ikke alene havde han aldrig hørt om depotet på Fåborgvej, men han kunne heller ikke forstå, at han skulle hente havemøbler midt om vinteren. I brevet forklarede Preben Gundersen hvordan han kom ind og hvilket rum, han skulle finde tingene i. Medarbejderen tog en kollega med ud til depotet to dage senere, og sammen tømte de depotet for havemøbler og lidt andet skrammel, der stod opmagasineret. Efter NORDJYSKEs oplysninger er der tale om luksushavemøbler i flet fra Krukkehuset i Aars. Møblerne blev indkøbt i sommeren 2006, men de bliver ikke bragt til Døvblindecentret eller afhentet af serviceafdelingen. Tværtimod var det forstanderen selv, der kørte til Aars. En tur, han foretog i sin private bil, hvilket fremgår af hans kørselsregnskab for 2006. < Forrige del --- Næste del >