Ferie skal holdes i landsbyerne

13 guider over landsbyerne i Dronninglund er i trykken. Det er lokale, der fortæller gode historier

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange af ruterne i turistguiderne er beregnet til en tur på cykel. Men ruterne vil også indeholde bilruter og raske gåture. Arkivfoto

DRONNINGLUND:Turisme er meget mere end de sædvanlige seværdigheder som Dronninglund Slot, Hjallerup Marked eller Voergård Slot. Turisme er i lige så høj grad en tur rundt i landsbyerne i Dronninglund. Derfor sidder der i øjeblikket 10 arbejdsgrupper og lægger sidste hånd på 13 guider over landsbyerne. Guider, der kan bruges af både turister og lokalbefolkningen selv. Det er Landsbyrådet og Turistforeningen i Dronninglund der har lavet projektet ”LandsbyTurisme”. Og det helt specielle ved disse turistguider er, at de er lavet af lokalbefolkningen selv. - Ideen har været, at lokalbefolkningen skulle fortælle den gode historie fra lokalområdet. Derudover er der selvfølgelig lavet en grundig research, for der er lagt vægt på, at alt er historisk korrekt, fortæller formand for Landsbyrådet Hans Jørgen Melvej. Der er lavet guider for 13 forskellige ruter. Blandt andet Try, Thorup og Ørum. Til hver rute følger der et omfattende hæfte på mellem 50 og 100 sider, som består af to dele: en rute som arbejdsgrupperne har lagt med et antal fikspunkter, samt uddybende forklaringer og gode historier. - Vi vil lave en unik guide over hele Østvendsyssel, hvor der er mulighed for at fordybe sig. Og når alle guiderne er færdige, så ved man rigtig meget om landsbyerne i Dronninglund Kommune, siger Hans Jørgen Melvej, og tilføjer: - For håber jo på, at vi kan få flere til at holde ferie i landsbyerne. Det er målet med projektet. Guide til de lokale Men de omfattende turistguider er ikke kun til gavn for turisterne. Også lokalbefolkningen vil få gavn af dem, mener Hans Jørgen Melvej. - Der er mange lokale beboere - især tilflyttere - der egentlig ikke kender området, de bor i. Så guiderne er også tiltænkt dem, siger Hans Jørgen Melvej. Turistguiderne bliver stillet til rådighed på turistkontoret i Dronninglund, hvor man kan låne dem. Derudover bliver der også lavet en ”light” udgave, som kan købes. Disse er tiltænkt de turister, der ikke har mod på så meget læsning. Guiderne er finansieret af midler fra Leader+ programmet, Dronninglund Kommune og Landdistriktspuljen. Alle 13 guider forventes færdig i slutningen af november.