Lokalpolitik

Feriecenter-ide et svært puslespil

Nybyggeri med 1000 hotelsenge i Jambo Feriepark vil kræve vægtige argumenter i kommunens helhedsplan.

Karsten Egelund, indehaver af supercampingpladsen Jambo Feriepark, har mange planer for fremtidssikringen af pladsen, som ligger inden for kystzonen. En af dem er et feriecenter med 1000 hotelsenge, men det kan blive en langvarig proces, før det - måske - kan realiseres. Arkivfoto: Lars Pauli

Karsten Egelund, indehaver af supercampingpladsen Jambo Feriepark, har mange planer for fremtidssikringen af pladsen, som ligger inden for kystzonen. En af dem er et feriecenter med 1000 hotelsenge, men det kan blive en langvarig proces, før det - måske - kan realiseres. Arkivfoto: Lars Pauli

Hvis ejeren af campingpladsen Jambo Feriepark, Karsten Egelund, satser på at bygge et nyt feriecenter med 1000 sengepladser, må han nok væbne sig med tålmodighed. - Det er ikke så ligetil at bygge nyt inden for kystzonen, uanset hvad der skal bygges og hvor mange sengepladser det drejer sig om, meddeler Jammerbugt Kommunes teamleder på planområdet Kell Agerbo. - Havde det været uden for den tre kilometer zone, staten har lagt overalt langs den danske kyst, var det noget andet. Så kan kommunen give tilladelse til alle de feriecentre og hoteller, den vil. Der er ingen restriktioner, ud over de almindelige planbestemmelser, forklarer Kell Agerbo. - Når vi er ude i kystzonen, skal der foreligge "særlige planmæssige begrundelser for byggeri", som det hedder, fordi man med Planloven har besluttet, at kystzonen i princippet skal friholdes for nybyggeri og tekniske anlæg. - Det tolkes af statens miljøcentre på den måde, at der skal ske en konkret vurdering af det enkelte projekt i relation til kommunens overordnede turismepolitiske overvejelser, som det hedder. Kell Agerbo forklarer, at det betyder at alle aktuelle projekter i kystzonen skal tænkes ind i en sammenhængende turismepolitik, som skal vedtages af kommunalbestyrelsen som led i kommunens nye helhedsplan. - Og projekterne skal være temmelig præcist beskrevet og argumenteret for, så den diskussion skal politikerne i gang med, siger han. - Det er statens miljøcentre, der i den sidste ende skal give grønt lys, så der skal også være dialog mellem kommunen og miljømyndighederne, forklarer Kell Agerbo. - Det kan godt blive en lang proces, lyder hans vurdering. - Til gengæld er der ikke noget, der hedder kvoter mere, altså fordeling af et bestemt antal sengepladser. Det er helt frit, men man skal have de rigtigt gode argumenter parat.