Feriefakta

Man kan flyve direkte fra London til Gibraltar, der har en landingsbane på tværs ad landevejen, som fører fra grænseovergangen og ind til byen. Men de fleste danskere vil nok besøge Gibraltar i kombination med en rejse til Sydspanien. Fra Malaga er der ca. halvanden times kørsel til Gibraltar. Der er mange smalle og ensrettede gader i Gibraltar, så det kan være en fordel at stille bilen og udforske Gibraltar til fods. Den øverste del af Gibraltarklippen, hvor aberne lever, er naturreservat, og for at benytte vejen derop, må man købe en billet (5 pund). Alternativt kan man benytte tovbanen, der nede fra byen giver nem adgang til klippeområdet.