Feriehuse: Belægningsprocent på 88,78 i uge 42

Arkivfoto: Kirsten Olsen
1. november 2016 10:24

Op til efterårsferien udtalte Løkkens turistchef Claus Brøndum, at udlejningen af feriehuse i oktober i Løkken slår alle rekorder.

Det er ikke bare i Løkken området, at udlejningen steg helt vildt, men af sommer- og feriehuse i hele Hjørring Kommune.

Campaya.dk, der samler størstedelen af sommerhusene fra de danske udlejningsbureauer et sted, oplyser til Løkkenfolkeblad.dk, at i efterårsferien uge 42 var hele 88,78 procent af 1311 udlejningssommerhuse i kommunen udlejet

- Det er, som turistchefen var inde på, en høj belægningsprocent for tidspunktet. Og når vi sammenligner med de foregående år, så vi da også se en betydelig stigning i efterspørgselen på husene i kommunen i efterårsferien, oplyser Jesper Kruse fra Campaya.dk og fortsætter:

- Vi oplever, at sommerhusgæsterne i stigende grad søger mod de rolige og naturskønne omgivelser, der findes i kommunen. Det er i høj grad også tilfældet i efterårsferien.

Han tilføjer at efterspørgselen på kommunens sommerhuse i flere perioder af året er så stor, at der sagtens kunne udleje flere sommerhuse, hvis der var et bredere sortiment.

- I sommerferien er der decideret sommerhusmangel, og jeg vil da også gerne opfordre flere sommerhusejere i kommunen til at gøre deres sommerhuse tilgængelig for udlejning, så Hjørring kommune i højere grad kan blive i stand til at forløse sit store turismepotentiale. Det vil komme alle parter til gavn.

- Samtidig vil jeg gerne opfordre lokalpolitikerne i Hjørring til at være opmærksomme på muligheden. Alle forudsigelser viser, at der i de næste mange år vil komme en øget vækst i den danske turismeindustri, og det kan sagtens komme kommunen til gavn.

For eksempel lægger regeringen med den nye turismestrategi op til, at det skal gøres muligt for kommunerne at søge om lov til at anlægge et større antal nye, attraktive sommerhuse tæt ved kysten. Dog vil der maks kunne anlægges 6.000 nye sommerhuse i hele landet, så Hjørring kommune bør arbejde på, at en betydelig del af de nye sommerhuse bliver anlagt i kommunen. Hvis der modsat intet gøres, er risikoen, at der i flere perioder ar året vil blive decideret sommerhusmangel i kommunen i løbet af få år, hvilket er meget uhensigtsmæssigt i forhold til at sikre vækst i den lokale turismeindustri.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...