Turisme

Feriehusudlejning frem med to procent

I de tre sidste kvartaler af 2009 gik Løkken Turistbureaus udlejning af feriehuse mod den almindelige tendens til tilbagegang.

Det betød på årsplan en fremgang på i underkanten af to procent i forhold til 2008. Endda med lidt færre huse til rådighed for udlejning. Turistbureauet havde sidste år 99 huse inde til udlejning, og de blev udlejet i over 1200 uger mod 127 huse og 1185 udlejede uger i 2008. Den øgede udlejning gav et plus på 25.000 kr. til bureauet på provisionen, som totalt ligger lige over 1 mio. kr. om året. - Vi har haft mange overvejelser om at øge egenindtjening. Vi valgte at gå ud af det fælles feriehuskatalog for Toppen af Danmark, fordi der er for dyrt, og lave vores egen katalog for Løkken. Den beslutning har vi ikke fortrudt, sagde formanden Nina Friis i sin beretning ved generalforsamlingen i Løkken Turistforening. Fremgangen er fulgt op med et nyt katalog, og et ny hjemmesiden med en bedre præsentation af feriehusene er i luften. Hun oplyste også, at turistbureauet kommer tilbage til centrum i løbet af foråret. - Det er blevet muligt at vende tilbage til den gamle adresse på Møstingsvej. Vi har fået en gunstig aftale, så vi for samme husleje får lidt mere plads. Nina Friis nævnte også den økonomiske krise, som foreningen befinder sig i med negativ egenkapital på i alt 469.822. Dog viste regnskabet for 2009 et plus på 61.676 kr. Men det er uden en turistchef til at lede kontoret. - Det er absolut ikke befordrende for hverken foreningen, bureauet eller byen. Og hun blev fulgt op af kasserer Knud Pedersen under gennemgangen af regnskabet: - Hjørring Kommune kan ikke undvære en turistforening i Løkken, fastslog Knud Pedersen. Der blev fra forsamlingen stillet en del spørgsmål til opklaring af enkeltheder i regnskabet, og det var tydeligt på mødet, at den dårlige økonomi var det, der bekymrede mest blandt de mere end 50 deltagere.