Ferien ved Lykkestrup

9-12 ÅR - Andenpræmie

11. september 2002 08:00

I morgen er det i dag….sludder, i morgen er det den dag jeg skal i skole….nej, vent, det er jo…okay…lad os bare sige: i morgen er det første skoledag. Jeg hedder Amanda. Amanda Victorie Clemmentine Jensen, men glem bare Jensen. Jeg skal i skole i morgen og klokken er 01.30, så jeg skal egentlig sove nu… "Så er det op, klokken er allerede seks." Åhhh, mor….hvorfor kan hun aldrig sige noget andet end "Så er det op", måske "En ny dag gryr" eller bare "Godmorgen Amanda"… "Cornflakesene er bløde" "Det bli'r de, når man putter mælk på, Amanda." Jeg hader mælk, der gør sådan noget, og jeg hader mandag morgen… Men det jeg egentligt vil er at fortælle om min helt fantastisk spændende sommerferie. Det startede med, at vi sad i bilen på vej til Lykkestrup, en lille, men hyggelig by, havde far sagt. Men da vi kom til stedet virkede det ikke sådan rigtig som om fars beskrivelser passede. "Det her sted minder mere om Doctor Lechters klinik i "Hannibal, The Cannibal" end om en lille hyggelig by" "Så, så, Amanda", sagde mor, men hun måtte da indrømme, at der var uhyggeligt i Lykkestrup. Vinduerne var dækket til med uhyggelige blodrøde pletter, der så ud som de havde sidder der i mange, mange år. Husene lignede ruiner fra l920, og gadelygterne gav ikke meget lys på grund af det tykke lag støv, de var dækket af. Men ikke mindst den store høj ved siden af den gamle skovhuggers hus…Den lignede en hul ulvetand, som var særlig uhyggelig, når skyggen falder på den i fuldmåneskæret. Men med vores hus var vi da i det mindste en smule heldige. Der var kun femten pletter på vinduerne, og der var da næsten senge nok….altså det vil sige, far og mor delte den store seng, mens min storesøster, Anikka, og jeg delte den lille. Om natten, da vi skulle sove, var der stort skænderi, fordi Anikka hele tiden tog dynen, mor havde været inde hos os over ti gange. Men midt om natten vågnede jeg, fordi Anikka havde taget dynen og skubbet mig ind i væggen ... troede jeg. For da jeg vendte mig om for at tage dynen igen, var Anikka væk. Jeg tog dynen og lagde mig til at sove igen, for hun var sikkert bare gået ned for at få nået vand. Men efter et kvarter begyndte jeg at blive urolig, og da jeg pludselig hørte et hyl, gav det et sæt i mig. Hvad, hvis hun var gået i søvne og gået op på ulvetandshøjen!!! Og… Jeg skyndte mig at løbe op for at se efter hende, da jeg pludselig hørte en stemme: "Torsk"…Jeg vendte mig om, det var Anikka, "Hvad laver du her? " spurgte hun. "Jeg var ude efter dig." "Mig?", udbrød Anikka, "Jeg gik ud for at se, hvor hylene kom fra, og det viste sig, at de kom her fra højen… Men jeg vil nu stadig se, hvor de kommer fra." "Er du gal", råbte jeg. Men Anikka var ikke gal, kun en smule sindssyg… efter min mening, for da vi kom op på toppen, så vi noget. "AMANDAAA!!!!!!" Jeg vendte mig hurtigt om… "Anikka…Anikkaaaa". Jeg råbte og råbte, men hun var der ikke. "Så hjælp mig dog op!" Først der opdagede jeg et stort sort hul, der så ud til at være rimelig dybt. "Anikka!!!…Hvad er der sket ?" "Ikke andet end at jeg er faldet ned i et meget dybt hul." "Jeg prøver at hjælpe dig op" "Ja, gør du det", lød det vredt nede fra hullet. "Hvad skal jeg gøre ?" "Brug dine natbukser som reb", råbte Anikka Jeg tog mine stribede natbukser af og bøjede mig frem over hullet med mine bukser i hånden. "Jeg kan næsten nå dem", råbte Anikka. Jeg gik ned i knæ og skulle lige til at trække hende op, da der kom noget bag mig…Uhhhh, hjælp! Jeg blev så forskrækket, at jeg faldt forover og røg direkte ned i hullet. "Hvad var det? " "Jeg ved det sådan set ikke." " Uhhhhhh. Jeg ved det. Løb!!!!!" "Godt forslag….Men hvorhen?" "Den vej." Anikka pegede på en tunnel, der gik ud fra hullet. Vi løb ( Og gik ) og løb indtil… "Av, jeg stødte på et eller andet….et dørtrin….det er skovhuggerens hus". "Waow, en tunnel hen til huset her". Vi gik ind i huset, og ved I, hvad vi så ?… "Hjælp", råbte Anikka. Det var en lille sammensmuldret gammel mand med ildrøde øjne, der bare stirrede på os med et uhyggeligt fjernt blik. "Er det en Zombie ?", råbte jeg. "Nej…..en mand" "Hjælp!!!!!!!!!!" Vi prøvede at løbe, men det var ligesom om den fjerne øjenkontakt tiltrak os som en usårlig magnet. Vi stirrede lige direkte ind i de gloende øjne. Pludselig så vi noget i hans øjne. Først forstod vi det ikke, men lige pludselig var det helt klart. Det var som en tyk tåge af bekymring, der pludselig lettede, som et mareridt, der pludselig forsvandt… Og med et kunne vi så nemt som ingenting finde hjem igen, selvom vi ikke rigtig viste, hvad der skete. Lykkestrup var også helt forandret…som om det var mindst halvtreds år yngre, lige pludselig føltes det så trygt og bekendt…"En lille, men hyggelig by"…det passede fuldstændigt. Og kan I gætte, hvad det var for en mand vi så? Så sandt som det var, nemlig selveste sandheden!!!!!!! Ja, I tror mig måske ikke, men det er skam sandt. Se, det var en rigtig god ferie, ferien ved Lykkestrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...