Overenskomster

Feriepenge ud af vinduet

3800 nordjyder mangler stadig at hente feriechecken. Nu vil politikerne ændre systemet

Glemsomhed kan være dyr, når det gælder feriepenge.Arkivfoto

Glemsomhed kan være dyr, når det gælder feriepenge.Arkivfoto

NORDJYLLAND:Tre uger før deadline mangler cirka 3800 nordjyder stadig at få udbetalt deres feriepenge. Det oplyser Arbejdsmarkedets Tillægspension. Sidste frist for at indkassere feriechecken er 30. september. Sidste år endte 60 millioner ikke-udbetalte feriekroner i statskassen og i Arbejdsmarkedets Feriefond. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor stort beløbet bliver i år. Arbejdsdirektoratet udbetaler nemlig stadig store beløb hver uge. Lovændring måske på vej Men nu er det måske snart slut med at se sine glemte feriepenge forsvinde ud af vinduet. En rundringning foretaget af Nyhedsbureauet Newspaq viser, at et flertal i Folketinget er klar til at ændre feriepengesystemet. - Det må være på tide at kigge på systemet. Det bør moderniseres, sådan at vi sikrer, at borgerne får de penge, de retmæssigt har optjent, siger arbejdsmarkedsordfører hos Socialdemokraterne, Thomas Adelskov, til Newspaq. Han får opbakning fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. - Det er centralt for Dansk Folkeparti, at vi sikrer, at folk får deres penge samtidig med, at vi sørger for, at der rent faktisk er penge på kontoen, når ferien skal afholdes, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF). Feriepengesystemet skal dog følge EU's regler, så den eventuelle ændring af feriepengesystemet skal holde sig inden for den europæiske lov. Det kan nås endnu Nordjyder som efter 30. september stadig mangler at få udbetalt deres feriepenge, behøver måske ikke bekymre sig. Hvis man kan dokumentere, at man har været forhindret i at holde ferie på grund af barsel, fængsel, konflikt eller lignende kan man få udbetalt sine feriepenge i de næste tre år. Det samme gælder, hvis man har holdt sin ferie, men bare ikke har fået udbetalt sine feriepenge i tide. Er det beløb, man har til gode, under 1500 kroner, så er pengene højst sandsynligt allerede gået ind på kontoen. Så små beløb bliver nemlig udbetalt automatisk.