Film

Fest for biografen, der ikke ville dø

Uden stor frivillig indsats ville Fjerritslev Kino ikke have nået de 100 år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Endnu viser René Klitgård film på den gode gammeldags facon, men digitaliseringen kommer før eller siden. foto: erik sahl

FJERRITSLEV:Hvis ikke en stor flok frivillige i 1989 havde påtaget sig en redningsaktion for Fjerritslev Kino, havde der med stor sikkerhed ikke været en biograf i Fjerritslev i dag. Det kunne formand Kirsten Korsbæk konstatere, da hun bød velkommen til receptionen i anledning af biografens 100 års jubilæum, og hun glædede sig også over, at mange af de aktive fra stiftelsen af Fjerritslev Kinos Venner stadig yder en indsats. Borgmester Mogens Gade (V) mødte op med varme hilsner fra kommunalbestyrelsen og ros for den store indsats fra de frivillige gennem årene. - Uden dem ingen biograf, og uden den lille kulturinstitution ville Fjerritslev-området og dermed Jammerbugt Kommune være fattigere, fastslog han. Kinos Venners første formand Jens Dalum mindedes de arbejdsomme år, hvor et klamt og fodkoldt biografrum og gammeldags teknik langsomt forvandeldes til en moderne biograf. Og det fortsætter med den nuværende bestyrelses planer om nye stole og digital filmfremvisning. At biografen var et stort hit blandt Fjerritslevs unge i 1950¿erne vidner Trine Svestads lille dagbog fra dengang om. Hun har omhyggeligt noteret, hvilke film hun så, og hun gik sommetider i biografen flere gange om ugen. I 1956 så hun 81 film og brugte hele 143 kroner på billetterne. Men så fik hun også oplevelser som Kong Salomons Miner, Det var på Rundetårn, Ditte Menneskebarn, Jorden rundt i 80 dage og mange flere. Det kan man læse om i hendes dagbøger, som er udstillet i Galleri Kino sammen med billeder fra kinos historie.