Fest for de unge

Lørdag aften stod i ungdommens tegn i Øster Brønderslev.

Øster Brønderslev 4. november 2011 11:05

Unge mennesker i aldersgruppen fjerde til syvende klasse deltog i festlighederne, som var arrangeret af ØBI's Venner. Indgangen til hallen var pyntet op med kulørte lamper og udgjorde en festlig ramme om aktiviteterne, der udfoldede sig indenfor. Til høj populærmusik sydede det aftenen igennem af aktivitet fra de ca. 100 fremmødte unge mennesker. Især den oppustelige fodboldbane var populær, så det var nødvendigt at dele de unge op i flere hold, der så på skift kunne dyste imod hinanden. Også de to hoppeborge trak mange til sig, ligesom der var godt besøg ved flødebollemaskinen, lykkehjulet og dåsekastkonkurrencen. Endvidere var der mange handlende ved de opstillede boder, hvor der kunne købes "drinks", popcorn, slik, pølsemiks, is m.m. ØBI's Venner er efterfølgende ganske godt tilfredse med arrangementet, som de påregner at gentage på et senere tidspunkt. Næste arrangement, som vennerne har i støbeskeen er årets traditionelle juletræsfest, der i år holdes fredag 9. december, og som man også i år håber på, at mange deltager i. ksc

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...